112 / 494
IOI
og saaledes med Bestemthed fremsætte det højeste
Problem. De n «kan motivere sin Paastand, at dets
Løsning maa være umulig eller føre ud over Tilværelsen,
men selv at løse det formaar den ikke . . . . Enhver,
som tænkte selv, vil finde, at baade Fichtes og Schil
lers og Schellings P'orsøg med deres umiskjendelige
Præg af overordentligt Geni ere mislykkede, og herfra
er kun et lidet Skridt til at indse, hvorfor, og at de
nødvendigén maatte mislykkes. Alle de Opløsninger,
Filosofien tillader sig af hine høje Gaader, maa enten
være en Nægtelse af Gaadernes Tilvær eller støtte sig
paa en Hypothes, der ej kan bevises, men er stundum
saa genialt skjult, at den synes at være Resultatet af
den indvortes Erfaring selv. Sc l i e l l i ng er uden Tvivl
den blandt de nyere Filosofer, der værdigst karakteri
serede det evige og mest konsekvent udledte Existen-
sens Strid derfra som blot tilsyneladende; men hvad
hjælper den strængeste Konsekvens, naar det første
Led svæver i Luften, saa vi ej uden Poesi kunne
nærme os det? Under Schellings Haand fremstod en
herlig ny Skabelse, men just derfor manglede Slutteisen
til den nærværende. Antagelse af det evige fristes vi,
forledte af vor Trang, let til at frakjende Navnet Hypo
thes, men den bliver det ikke mindre, fordi den vises
som nødvendig, naar Filosofien skal kunne udsige
noget oplysende om Gaaden . . . . Kunne vi ikke
knytte Tilværelsens højeste Led til det evige, da maa
Kundskaben om deres gjensidige Forhold nødvendig
komme ovenfra, eller vi maa undvære den. Det sidste
kunne vi ikke, naar vi hævede os over Dyriskheden og