NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 0 3

denne i hin gyldne Alder havde været ét med Reli

gionen, ej en Stræben mod det evige, men en Omfattelse

deraf. Derfor kunde Filosofien ej faa Sted i deres

Religioner, thi de saa’ i den Slangen, som maatte

knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage.

»Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben

mod Religion, da maa vi vende Øjet højt imod Nord

og kaste et indtrængende Blik paa A s al æ r e n s dybere

Sans. Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gude-

lære — Jødernes kun for en Del undtagen — forgjæves

søge, Erkjendelse af Poesiens Almagt til i Livet at

gjengive Tilværelsen sit tabte Samfund med det evige.

Heraf alene kunne vi forklare os den mærkelige For-

skjel mellem Grækernes Skyggeverden og Skandina

vernes Valhal. Grækerne troede at kunne ved Poesi

tilbagevinde Religionen i Livet og maatte derfor anse

Døden som Ende paa Samfundet med det evige. Der

for bevæge sig kun kraftløse Skygger i det mørke

Erebos, hvor ej Zevs, men Ades herskede. Tilstanden

efter Døden er kun et mat Efterskin af Livet, og Til

bagegang til samme Ønskets højeste. Nordboen ansaa

Livet for en Skilsrmsse fra det evige, der kun burde

benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa

Valhals Bænke. Tilstanden efter Døden er da ikke

Livets Efterskin, men dets Potensering. Derfor træde

Ejnherjerne kraftfulde frem, inddrikke guddommelig Kraft

i Hejdrunes stærke Mjød og fryde sig ved det høje

Vaabengny og Valkyrjers liflige Sange. Men endnu

ere de ikke forenede med det evige, de have ikke til-

intetgjort Døden, skjønt de have overvundet den. Dø

den er bleven som Bien, der mister sin Braad ved at