131 / 494
120
i B retlan d m ig tim edes K v id e .
P a a tro lø se
0
,
d e r m aatte je g dø
i U n gdom m ens fagreste T id e,
hvorlunde, efter at Niddingen Edelred havde blandet
og lavet saa blodigt et Bad for de Danske,
n u løftedes Ø xen. J e g g jo rd e m in B øn
til K ris t og h ans h e llig e M o d er i L ø n ,
og døende tog jeg til O rd e:
G ræ d B retlan d ! o, græ d!
th i B lod var din Sæ d,
og b lo dig v il H ø std ag en vorde.
Og Skjalden Ottar hin sorte kvæder om den Hævn,
de Danske tog over Gunild. Saa slaa Kristne og
Hedninger Kreds om Liget, et Baal tændes midt i
Salen, og i Forening vie de det med Korsets og
Hammerens Tegn under Korets Kvad:
H ø je O din! H v id e K rist!
S lettet u d er eders T vist,
begge S ø n n er af A lfad er.
M ed vort K o rs og m ed vort Svæ rd
vies ed er B aalet her,
begge elsk te I vor F ad er.
Og videre kvæder Koret, medens den døde bæres tre
Gange rundt om Baalet:
Os G u d ern e sende
at h æ d re d it L ig,
til A sk e vi b ræ n d e,
o, elsk ed e! dig.
E n H øj vi skal rejse
paa sm ulrede B en,
og paa den skal knejse
en v arslen de S ten
af D ødninge-B en,
af H orm æ nds-B en,