133 / 494
122
Kristus, i den galne Tid kunde føre det over sit Hjærte
at sige«. Det er maaske det mest slaaende — men
ingenlunde det eneste — Vidnesbyrd om, at den Kri
stentro , hvortil han var naaet, endnu ikke var en
levende Tro som den, der senere saa mægtig skulde
gjennemtrænge ham, men kun en theoretisk Erkjendelse,
et Syn for Kristendommens Herlighed, ligesom de
gamle Myther stod for ham i straalende Glans. Vi
høre endnu en Stund jævnlig lignende Toner i hans
Digtning; de komme saaledes stærkt frem i den præg
tige »Drapa«, han kvad om Willemoes, da den unge
Søhelt var falden paa vort sidste Linieskib i Kampen
ved Sjællands Odde *):
V ed M id n at je g sad i m in enlige V raa,
og N u tid e n veg fra m it sorgfulde Ø je;
ved S tjæ rnernes £rlim t fra d et hvæ lvede B laa
da O ld tid en steg fra de F æ d ern eh ø je.
Je g h o ld t m ig saa fast ved dens k raftig e A rm ,
jeg slynged m ig tæ t til dens bræ n d en d e B arm ,
og p lu d selig standsed den rin d en d e T aare.
M e d i n d e r l i g T i l l i d t i l A s e r n e s M a g t
jeg bad, at je g H æ rfad ers Sal m aatte skue.
Det var Trangen til at fordybe sig grundigere i
Studiet af Nordens Oldtid, end det var muligt under
de Forhold, i hvilke han levede paa Langeland, der
drev ham tilbage til Hovedstaden.
Den Stemning,
han noget senere 2) gav Ord, da han kvad :
Je g ofrer m it L iv og m in K ra ft til at rejsé
paa H ed en o ld s G ravhøj en talen de S ten,
m ed R u n e r om bæ ltet, saa h ø jt den skal k nejse
paa V alh als R u in e r, paa H e lte n es B en,
*) N y d an sk T ilsk u e r M aj 1808.
2) I T ileg n elsesd ig tet til P ram foran i N o rd en s M ythologi.