140 / 494
129
odder, men vendte sig i Digterfortvivlelse til den simple
Forstand. Og hvad skal man sige om de øvrige, som
høre til den Periode, man stundum ej rødmede ved at
kalde den danske Poesis Guldalder, da alle, som kunde
føle uden just at blive slaaet, som havde mere Vid
end dem, der havde mindre, som kunde skrive et rimet
eller rimfrit Vers og til Nød en syngelig Vise, hilste sig selv
og hinanden ret pyntelig som Digtere og som Skjalde?
. . . . Nogle af dem vilde gaa i Ewalds og Prams Spor
og forsynede sig til den Ende med større eller mindre
Ladninger af Gudenavne og Fabelord. Naar de nu ret
vilde vise sig i deres Kraft, udstrøede de disse i Blinde,
visse paa, at hvor de end faldt, vilde de finde lige rigtig
Plads . . . . og saaledes avledes den ulykkelige Fordom,
at Nordens Gudelære maatte være en Orddynge uden
Betydning . . . . Baggesen, som stod og staar som en
Kæmpe mellem Dværgene, var for meget Digter til at
ligne hine, der af Eddas Ord sammenkludrede Skamler,
paa det Folk skulde tro, de var store. Og dog (med
Bedrøvelse erkjender jeg det) maa hans Brøde mod
Nordens Guder næsten agtes større end hines, thi han
k u n d e fornærme og gjorde det ved at behandle Gu
derne som sin Ejendom, behænge dem med Narrekap
pen og stille dem frem til Latter for Hoben.x) Saaledes
stode vore Fædres Guder, vanærede og spottede, med
affaldne Kroner og brækkede Septre, indtil Skjalden
Oehlenschlåger vovede at oplede dem der, hvor de
stande i en Glans, ingen Skygge kan fordunkle og
l) sigter til B aggesens kom iske F o rtæ llin g »O dins R ejse til Dovre
eller P oesiens O prindelse«. Se S. 71.
Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
9