142 / 494
gives dog kun faa, som paatage sig Sammenligning, og
end færre, som kunne vurdere Forskjellen (imellem den
poetiske og prosaiske Edda) og uddrage Resultatet om
Bygningernes særegne Stil«. Han mener derfor, at »en
under visse Betingelser populær Udsigt over Nordens
Mythologi med bestemt Hensyn paa de senere For
vanskninger som saadanne er det eneste Middel til
baade at bibringe Flerheden et Oversyn og sætte dem
i Stand til at nytte hine Oversættelser, og en saadan
er det, jeg søger at give . . . . Paa underlige Stier
førte Nornerne mig ind i Eddas mystiske Skov, og i de
senest svundne Aar var gamle Nord med sine Guder
og Helte den Verden, hvori jeg næsten udelukkende
bevægede mig. A t fremstille, h v a d jeg saa’, som jeg
saa’ det, skal være mit Livs Syssel; at oplade den
mythiske Verden for mine Landsmænd og vidne om,
hvad jeg har set, er denne Gang mit Øjemed«.
Den Fremstilling, han i dette sit første større Ar
bejde gav af Nordens Mythologi, maatte i høj Grad vække
Opmærksomhed, thi baade vidnede den om et dybt
indtrængende Studium og var helt igjennem præget af
en saa aandfuld og poetisk Opfattelse, som man endnu
ikke havde set overfor den gamle Gudelære, der her
for første Gang ikke blot i det enkelte belystes af en
Mangfoldighed af geniale Glimt, men fremstilledes i sin
Fylde som et sammenhængende System, som »den
herligste Form, hvorunder noget Menneske har frem
stillet det evige og dets Modifikation i Tiden«, som et af
en oprindelig Monotheisme gjennemstraalet Hedenskab,
i hvilket Alfader ses som den evige, alt styrende, me
dens Aserne kun ere Tidens Guder. Ligesom i Af-
-g*
I 3 I