146 / 494
135
de betydningsfuldeste Optrin af Nordens Helteliv fra
den Time, da Asamanden Odin inddrog i Nord, indtil
den Stund, da Palnatoke stræbte forgjæves i Jomsborg
at fængsle den flygtende Kraft og rejse et unedbryde
ligt Tempel for de styrtende Aser. — Dette Kraftens
Krampetræk i Dødsstriden har jeg alt søgt at fremstille
i dramatisk Form for der og i Fremstillingen af Gude-
livet at have de to Punkter faste, mellem hvilke jeg
maa bevæge mig. Jeg anmærker det her for at være
aldeles uskyldig, hvis nogen skulde faa den daarlige
Tro, at jeg i hint Optrin har villet give et Sidestykke
eller Modstykke til en Oehlenschlagers mig end
ukjendte Drama1)«.
I Følelsen af Tidens Usselhed
mener han, at »vi nødes til at søge en Kreds, hvor
Øjet kan styrkes og frydfuldt bevæges, hvorfra vi kunne
oplivede vende tilbage og gribe ind i vor Tidsalder
med et Mod og en Tillid, som om det svundne kunde
gjenfødes. . . . Tidlig vendte mit for Nutiden gruende
Øje sig længselsfuldt, anende mod hine herlige Mindes
mærker fra Islands Arnesteder, og fra den første Time,
det begyndte at oplades for Aanden i de dunkle Kvad
og vanheldede Sagn, var det mit e n e s t e Ønske at
kunne dele Synet med mine Landsmænd-. . . Naar
jeg derimod troede at se Nutiden hærde sig imod et
hvert Indtryk, det næste Øjebliks Vindpust ej kunde
bortvejre, og hurtig vende sig bort fra hvert Syn, der
ej var dens eget Billede, var jeg nær ved at fortvivle,
men hint Ønske blev T r a n g : vilde jeg friste mere end
Plantens Liv, da maatte jeg træde i Kamp mod alle
l )
O ehlenschlagers P aln ato k e u dkom i M arts 1809.