150 / 494
139
stilling af Sammenstødet imellem Kristendom og Heden
skab, en kristelig religiøs Grundtone igjennem disse
Optrin, men den er ikke blot fuldt behersket, men
træder i
Virkeligheden tilbage for Begejstringen for
det store i den gamle Tid, som Digteren havde etsaa
aabent Blik for, og hvori hans Digtning først og frem
mest har sin Rod. Han ser det gamle Nordens Tids
alder som en af de herligste, Historien har at opvise.
Historien staar for ham som et sig udviklende Drama,
der kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader
sig udfylde og da fremtræder som den herligste Digt
ning, i hvilken Guder og Kloder henvandre med
Kæmpeskridt og forkynde Tidens Stræben og dens
Maal.
Et saadant Dramas Mulighed og Herlighed
kunne vi beskue i Asalæren og det, som oprulles for
os i detgamle Nordens Tidsalder, er en spejltro Af
bildning af Asadramaet.
Optrinene af Kæmpelivets
Undergang maa da beskues som Dele af Dramets sid
ste Akt, skjønt de igjen tilsammen og hver for sig
maa udgjøre dramatiske Helheder. »Hvo der altsaa
ej fik Øje for et Kæmpelegeme, hvis Lemmer igjen
selv ere Legemer, uden derfor des mindre at være og
vise sig som Dele, han forstaar mig ikke«. Den mærke-
lige Bog er paa én Gang et Udslag af en overordent
lig poetisk Kraft og et Vidnesbyrd om, hvor langt
dens Forfatter var trængt ind i dyb Forstaaelse af den
oldnordiske Verden. Oehlenschlåger havde her faaet
en Medbejler paa det Omraade, hvor han hidtil havde
staaet som den eneste, og det en Medbejler, han i
visse Maader ikke kunde andet end bøje sig for.
»Skjønt det kun er Samtaler uden dramatisk Handling