185 / 494
174
tillige. Saa sand t som Poesien er, hvad Ew ald og hver
kristelig D igter har fornummet: den sande Levning af
det forlorne Gudsbillede, maa vi have Æ rbød igh ed for
alle de O ldtidskvad, der løfte sig mod d e t himmelske
for oven og prise d et guddommeliges Spor her neden;
alle disse T ing virkede kraftelig den ene og samme
Aand. . . . Derfor er det min Mening, at alle O ldtids
kvad vel maa drages frem for Dagens Lys, thi for de
rene er alting rent, og et klart, enfoldigt Øje vil man
gen S ted s spore den Aand, der paa underlige Maader
under T idernes store Omskiftelser bevarede dem fra
Ødelæggelse. V ed nu at fæste Øje paa de K vad især,
hvoraf disse Optrin ere laante, blev jeg vår, hvad hid
til havde dulgt sig for mig, at disse Optrin ere den
tro e ste Afbildning af L ivsforhæ rdelsen i N o rden ; det
er Iskæmper, som vandre, og naar de smelte, er det
som Skybrud. Dersom da nogen skulde væ re saa for
blindet at sæ tte Hedningfolkets vilde S tyrke over d e n ’
k ristne K jærlighed, da ved jeg ikke noget bedre Læ g e
middel for ham end en alvorlig Betragtning af den
R ad Misgjerninger, som udgjøre d ette gamle Sørgespil.
. . . A lt er her saa vildt og grueligt, at ingen D igter, der
ej selv er lige saa forhæ rdet, kan eftermale Billedet
uden hist og her at omblande F arverne og lade et
anden S teds bo rget L y s gjennemglim te den natlige
Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde.
F o r hvem som kjender de gamle Kvad, vil en saadan
Form ildelse «være synlig næ sten overalt . . . D e t er
saa m eget mere m in Skyldighed at gjøre opmæ rksom
herpaa, som jeg, om endskjønt min H jemgang til K ri
stendomm en og Indgang i det gam le Norden skete