101 / 494
at sæ tte Penge i Bøger, som dog egentlig ny tte til
in tet og bestandig tab e deres Væ rd, man bliver re t
forstandige og vindskibelige Jordborgere, som finde en
reellere Kvægelse i god Mad og den ædle D ruesaft,
end K røniker, Spindsfindigheder og R imerier kan give«.
Bliver d e t saaledes ved, vil Følgen blive, »at de Vange,
som, rørte af Holbergs T ryllestav, atte r frem skøde saa
herlige Væ x ter, som Ewald bep lan tede med O ldtidens
hellige Ege, som Saxos og Snorres de herlige Sønner
fyldte med Gjenlyd af N ordboens klirrende Skjolde,
som en Baggesen bestrøede m edV a a re n s sødt duftende
Liljer, men som allerede synes at mangle Plads for en
Oehlenschlågers H arpe, og hvis hyppige T idsler alt
synes at vente paa den langørede S læ gt, at disse
vorde en Sandørk, kun gjennem vandret af belæ ssede
Kameler, der bringe H verdagslivet sin nøjsomme Føde«.
H an gjennem gaar de forskjellige F o rh o ld , der
kunne tæ nkes at væ re Skyld i denne bedrøvelige T in
genes T ilstand , som han b etegner ved at sige, at
»Læsning er bleven T idsfordriv — hvad U nd er da, at
de Bøger, der fo rudsæ tte Tæ nkn ing og dyb ere Følelse,
afskys?« — , og han gjør her mange vist nok lige saa
træffende som skarpe Bemærkninger.
»Den Begej
string, som ved H olberg vaktes for Modersmaalet, er
en Antikvitet, der som alt sligt belés af de forstandige.
Der gives vist flere Huse, hvor D ansk er T jenersproget,
og andre, hvor det ej engang er saa meget, ligesom
der vel gives Cirkler, hvor en dansk og dum Bog er
en stydige Ord, hvor K avaleren vilde rødme og Damen
le, naar de overraskedes med en saadan.
D er findes
sikkert mange, som tro at skaffe sig en vis Anseelse
9 0