97 / 494
i det moderne Drama. »Den T ilværelse, som frem træ der
i G rækernes D ram er og disses heldige Efterligninger,
er i k k e v o r e g e n , og skjønt vi med Uvilje se d et
herligste knuses af Skæ bnens Haand, kunne vi dog
ikke slutte os til dens Ofre, thi de ønske ikke engang
vor Medfølelse. Gives der et Øjeblik, da vi, hen revne
af deres U lykke og S torhed slutte dem i vor Favn,
da finde vore T a arer ingen, hvorm ed de kunne blande
sig, og deres H jæ rters rolige Slag bo rtjager vor gyn-
gende Barm. — Ganske anderledes er d et med Ham let
og de øvrige nævnte.
Hos dem finde vi s a m m e
d u n k l e A n e l s e , s a m m e M i s f o r h o l d m e l l e m
Ø n s k e o g V æ r e n , s a m m e u v i l k a a r l i g e S t r æ
b e n f r e m a d , s o m b o r i v o r t e g e t B r y s t . De
kæm pe ikke med den retfæ rdige, alraadende Skæbne,
hvis Magt vi æ rbødig maa hylde, men med en T il
værelse, vi foragte, selv da, naar vi holdes af den.
Herfra denne inderlige S luttelse til disse, denne Sam
mensmelten med deres Væ sen. Med dem ønske og
haabe, klage og kæmpe, blegne og falde vi. — A t
det, der saa heftig drager os til dem, netop er e n
M a n g e l p a a d e n h ø j e s t e K u n s t , tilstaar jeg, men
paastaar lige saa bestem t, at det er en F y l d e a f
P o e s i , der i den nye T id sted se maa staa i e t s a a -
d a n t V e x e l f o r h o l d t i l K u n s t e n , a t de , t æ n k t e
i h ø j e s t e P o t e n s , o p h æ v e h i n a n d e n « . I al sin
U klarhed er denne M odsæ tning imellem Poesi og
K un st um iskjendelig p aa det allernøjeste beslæ g tet
med den G rundopfattelse, Rom antikerne gjorde gjæl-
dende, og aldeles tydelig træ d e r denne frem i følgende
karakteristiske U dtalelse i Slutningen af den anførte