NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Publikums og i s æ r f o r g a m l e N o r d e n s S k y l d

aldrig at lade e t Sørgespil komme for L y set, i hvilket

næ rvæ rende Scene kunde passe«, er i enhver Pien

seende under al Kritik, en G jenganger af den d ra

m atiske D igtning, W essel slog ihjel med sin »Kjærlig

hed uden Strømper«. D et er da heller ikke for at

opnaa den lette Æ re at slaa sig til R idder p aa F o r

fatteren for hans M isforstaaelse af Poesiens K rav over

hovedet, at G rundtvig tag er O rdet, d e t er her lige

som ved Jens Møllers Behandling af Skirners Rejse

den fuldstændige Misforstaaelse af O ldtidens K a rak ter

og Væ sen, der kalder ham frem for at give nogle

V ink til en rigtigere Opfattelse, der, »skal man dømme

efter de fleste Bearbejdelser, vi have af O ldtiden, ej

tu rde væ re saa ganske overflødige«. D et er udeluk

kende H arm en over, at d et er »Figurer fra gamle

Nord, der paad ig tes sligt«, der driver ham til at om

tale »noget saa hverdags«. Hvo, som vil h en te sit

S tof fra Nordens Oltid, siger han, m aa udfinde H and

lingens stræ nge Forbindelse med T ilvæ relsen i hin

gamle Tid, hvis F o ste r den var, og derefter passe

dens K lædning. Sker det ikke, da have vi R e t til at

dadle selv den b ed ste D igter, og »træder en frem

med noget, der skal væ re komm et fra gam le Nord,

skjønt vi kun faa at se Handlingens kraftløse Gjenfærd,

k læ d t i U sans og H v e rd ag sfra ser, da bør saadant

stræ n g t paatales, thi en d o b b e l t F o rb rydelse er det

a t give noget slet og dog ville p aa trykk e d et O ldti

dens Stempel«. I høj G rad karakteristisk er d e t Syn

paa K jærligheden, han hæ vder som det for Nordboerne,

A sernes Dyrkere, naturlige og ejendommelige: »Hvor

ledes elskede Nordboen ? D ybt, inderlig og glødende,