NFSGrundtvigsLivOgGjerning

men uden F ry g t; thi han vidste, a t N ordens Mø .op-

livedes af Ilden i Kæm pens Barm, at hun var tro som

en Fo stb roder, a t hans A rm var stæ rk til at væ rge

ham og den elskede, og endelig, a t han faldende i

Striden skulde klæde Hæ rfaders Bænk, ja en Gang

nyde den herlige L øn at kæm pe mod Jæ tte r for Odin

og F reja . . . . Nordens Mø elskede, som hun m aatte

for at elskes af en saadan. Med Skjoldet væ rgede hun

sin E lsker i K am p ; med K y ssets lægende Olie helede

hun hans dybe Saar, og paa hans B avtasten besvimede

hun ikke, men nedsank livløs. Saaledes elske Signe

og H agbart selv hos Saxo,, og monne de væ re de

eneste ? . . . . Ja, beskue vi ikke netop saaledes U rtyp en

for N ordboens K jæ rlighed, F reja? H an træ d e frem,

Gudespotteren Loke, med sit hele Følge, der skjændede

F reja ved at kalde hende Nordens Venus! de træ de

frem ! og gjentage de da med en L y d Bespottelsen, da

frygte de sig for de Danskes klirrende Sværde!«

Ogsaa de almindelige A nskuelser om D igtekun

stens Væ sen og Krav, G rundtvig lejlighedsvis frem sæ tter

i denne lille A fhandling saa vel som i Indledningen

til den Prøve p aa en O versæ ttelse af Schillers »Bruden

fra Messina«, han m eddelte i samme Hefte af Minerva,

er af Interesse, for saa vidt de vise, hvilken Indflydelse

hans B ekjendtskab med de nyere R etninger i L itera-

turen havde øvet paa Udviklingen af hans æ sthetiske

Begreber. D er er i det enkelte m egen U klarhed i

hans Udtalelser i d e tte Punkt, men i d et hele tag e t

er det um iskjendeligt, at han er naaet til en langt d y

bere Opfattelse af Poesien end den indtil Oehlenschlå-

gers F rem træ den almindelig herskende, som han jo