100 / 494
omskiftes i d e t øvrige E vropa, eller holder det for
vanæ rende a t væ re Kosmopolit i O rdets ædle B etyd
ning, thi aldrig kan æ g te Fædrelandskjæ rlighed byde
M ennesket at forstørre sin Indskræ nkning ved at binde
sig til et L and s G rænsepæ le, og jeg tro r med Schiller,
det var et sto rt Skridt fremad, at Borgeren alene blev
Menneske« ; G runden er baade, at »denne Plet lettere
lod sig overskue af mit mere ko rtsynede Øje, og at
Nordens kraftfulde Old b and t mig stæ rkere til den,
end Fødselen kunde«. Skjønt Danmark, inden hvis
L andemæ rker F red en hersker — den skulde snart op
høre, men havde jo i V irkeligheden, kun afbrudt af
Skæ rtorsdagskam pen, h ersket i en m eget lang Aar-
række — bu rde væ re et try g t F risted for V idenskab
og Kunst, kunne vi dog ingenlunde rose os af at være,
hvad vi i saa H enseende burde. »Jeg dølger slet ikke
min F ry g t for, at vi allerede staa paa et Punkt, der
spaar baade V idenskabelighedens og L iteraturens U n
dergang. E nd ikke da viger F ryg ten , naar jeg fryd
fuld beskuer nogle de sildigere Dages Digte, som E v
ropa burde k jen d e,1) de enkelte Skud, der vidne om
en livfuld Væ ren, thi d ette Liv og denne Kraft ud
sprang ikke af D øgnets Skjød, det er opfangede Straa-
ler, der endnu varme og lyse en føje Tid, efter at vor
Sol vendte sig p aa B a n e n ; den Lunkenhed, næsten
maatte jeg sige Kulde, hvorm ed de modtages, den
uædle Nysgjerrighed, hvorm ed de begabes i Steden
for a t nydes, ere mig en sørgelig Borgen for, at jeg
taler Sandhed. — Ingen fristes mere til den Daarlighed
’) Det er selvfølgelig Oehlenschlagers Digtning, lier sigtes til.