99 / 494
er Paavirkningen fra den nye A and, der var træ n g t
ind til os med Steffens, umiskjendelig. D en slaar os
lige strax i Møde i det Ideal for den harm onisk ud
viklede m enneskelige A and, han p eg er paa, og som
han anskuer »som en Gestalt, hvis F ø d d e r hæ fte ved
Jorden, skjønt Issen rører Stjæ rnerne, hvis v id tstrakte
A rm e om fatter Naturen, for hvis Øjne F o rtid og Nutid
ligge klare, og selv Himmelen er gjennemsigtig«, et
T anken s Ideal, han dog ikke vil have forvexlet med
den højeste Udviklingsgrad, A anden under Jordlivets
Ind skræ nkning kan naa. K un V idenskabelighed, Sans
for M enneskeaandens højere Udvikling, kan give S læg
te r og Individer varig Storhed.
»At gjøre V iden ska
berne til b lo tte Vehikler for L ivsnydelsen er at betage
dem deres ejendommelige, da de derved faa en blot
endelig T enden s og ligesom indskrænkes til M enne
skets afmaalte Jordliv. A t sæ tte dem i Politikens eller
hvilken som helst anden T jeneste er at bo rtjage dem
fra Jorden, thi fri, som den himmelske Gnist, hvorfra
de alle ud sp ringe, taale de ingen S lavelæ nker, men
svinge sig op i den rene Æ th e r fulgte af
Mængdens H aan og deres V enners dybe Sukke«.
H an istemmer »en F ichtes og A rnd ts og alle Evropas
herliges« K lager over T idsalderens Vanart, dens Blind
hed for sand V idenskabelighed og M enneskeadel og
søger G runden til, at V idenskabeligheden er standset,
i den franske Revolution, der drog d e t oplyste E vropas
Øje fra Himlen til Jorden for at skue en ny Himmel
p aa Jorden. N aar han særlig vender sig til Fæ d re lan
det, er d e t »ikke, som om jeg troede, at d et kan væ re
Skjolds A fkom ligegyldigt, hvorledes T ingenes Løb