95 / 494
8 4
for øvrigt allerede længe havde følt sig utilfredsstillet a f
uden a t kunne finde noget andet i S tedet. B etegnende
er i saa H en seende hans Hævdelse af (i S ty k k e t om
«Signe«), at skjønt d et i D ram aet kun er »Materien
eller G em ytterne og Form en eller det poetiske K læde-
mon«, der er d et vigtige, medens Stoffet i og for sig
er d et underordnede — »det er, tæ n k t for sig selv,
ingenlunde et Noget« — , saa at d e t fra Poesiens Side
er ligegyldigt, en ten d e t er e t historisk F ak tum eller
ikke, maa D igteren, naar han vil søge et historisk
Stof, væ lge et, »som tillige indeslutter G rund træ kkene
til et Billede af h ø j e r e G e m y t t e r . H erved er virkelig
m eget vundet, da e t saadan t S to f lig en højere A and
sty re r hans F je d ; men han er da ogsaa forbundet til
at iade sig sty re og virkelig udvikle hine G rundtræk.
D e t er kun d e t b lo tte Stof, han har R e t til at for
andre, og vover han at indtvinge en Betydning, for-
skjellig fra den, H istorien kjæ dede til Stoffet, da har
han overtraad t P agten, og sikkerlig vil Stoffet hævne
sig ved at søndre P roduk tets E nhed«. Som E xem pel
anfører han Shakespeares »Hamlet«, som han føler er
»sand poetisk«, men dog ikke kan føle sig fuldt til
freds med, fordi der, skjønt Stoffet er h e n te t fra »den
poetiske Kam ps sande Fæ dreland, fra gam le Nord«,
ikke er m indste Spor at opdage i d e tte S tykk e af den
Form , Poesien antog i Norden. »Hvem kan beund re
hin evige M indestøtte, den herlige D ig ter rejste sig,
og dog ønske den anderledes bygg e t? Men hvem
kjender Grunden, hvo rpaa den hviler, og ønsker ikke
at kunne bortflytte den fra en Jordplet, i hvilken
ganske andre E rindringer ere rodfæ stede«. A t han for