90 / 494
79
Sansen, jeg aned,
skal mig ledsage
frem gjennem Nattens
flagrende Lper,
jeg den med Skirners
Kvæde vil hilse:
Mørkt er nu ude,
Tid er at fare
over lyngfulde Fjæld,
over Tursernes Land.
Begge- hjemkomme vi,
eller os begge
fanger hin mægtige Jætte.
Yderligere Bidrag til Belysning af sin Opfattelse af
den nordiske Gudelære og de gamle Nordboers Liv
og Tæ n k esæ t i det hele gav han i en K ritik af Oeh-
lenschlågers Baldur hin gode og i en P ro te st imod et
bebudet Sørgespil »Signe« af den senere som Statsfange
saa navnkundige J. J. Dampe, begge ligeledes i Minerva
(
1 807
). H an udtaler sig i den første paa den samme b e
gejstrede Maade om Oehlenschlåger, som han i Forbi-
gaaende havde gjort det i de to alt om talte A fhand
linger. »Kun med Jubel og S tolthed nævner N ordboen
den første ægte nordiske D igter i næ sten et A artu sende,
Ejvinds B roder og hine navnløses F ræ nde, fra hvis
Læ b er E ddas hellige Kvad udstrømmede, Skjalden
legemer henholdsvis ere Femininum og Maskulinum, medens
hos de syd- og vestevropæiske Folk det omvendte er Tilfældet.
I den omhandlede Afhandling hedder det: »Ligesom Nordboen
udmærker sig ved sin dybe Agtelse for Kvinden, saa synes
denne Agtelse paa en iøjnefaldende Maade at have afpræget
sig i hans Fabellære, Jeg mener den Besynderlighed, at Maanen
hører til Han- og Solen til Hunkjønnet, ret som han vilde sige,
at det var K/vinden, der som et højere Væsen beskinnede Manden
med sine Straaler og gav ham Glans«.