NFSGrundtvigsLivOgGjerning

og forgaa.

D et er saa lang t fra, at han frygter for,

alt skal i dem gaa u n d e r, at han m eget mere kalder

deres F ald Sejr«.

Han ser den som »en Kosmogoni

saa høj og d y b , som ingen Nation havde den eller

kunde have den, thi kun den stæ rk e Nordbo, der saa

gjæ rne ofrede sit hele Liv til K amp for en Plads blandt

E jnherier, kunde avle den Kæm peidé, at ofre hele

T iden til Strid for a t naa H arm on ien« , o>g der er i

det F o rsøg , han gjør, p a a at rejse den om styrtede

Bygning og »ordne det hele efter de enkelte S tøtter,

vi finde mer eller mindre hele i Gruset«, en F o rstaaelse

af de Ideer, der rørte sig i d et nordiske Oldtidsliv og gav

d et dets Præg, en D ybde i Opfattelsen af Gudeskikkel-

serne som U d tryk for disse Ideer, som gjør denne A fh a n d

ling til noget for sin T idsalder aldeles mæ rkvæ rdigt og

enestaaende. Just fordi det her er H elhedsopfattelsen, det

kommer an paa, er d e t umuligt ved at fremdrage enkelte

T ræ k at give et Ind tryk af, hvor m eget her er naaet i

E rkjendelse af den nordiske Mythologi. F o r første Gang

er her den »G rundsandhed, som næ ppe nogen kan

ro k k e « , gjort gjæ ldende og i det enkelte paav ist, »at

vore Fæ d re havde den reneste Idé om en fuldkommen

Harmoni, og a t T iden kun var den F o rm el, under

hvilken det store A lt stræ b te imod den«.

H an ind

rømmer selv, at »skjønt E d d a stedse vandrede ved

min Side, kan min A nskuelse af A salæ ren dog gjæ rne

i mange enkelte Dele væ re falsk« ; der er selvfølgelig

Fejltagelser og M isforstaaelser i den, men i sin H elhed

er d et d et store og aandfulde Syn, han siden fastholdt

og udviklede videre, og Frem stillingen bæ res af en

A lvor og en glødende Begejstring, som ingenlunde er