92 / 494
er Baldurs D ø d — , hvis den i det hele skulde lykkes«.
D et er ju st dette grundige Studium og den paa dette
beroende dybere O pfattelse, G rundtvig savner i Oeh-
lenschlågers V æ rk , hvis i og for sig sto re poetiske
Fortrin i det enkelte han saa lang t fra er blind for,
at han paa sine S teder udtaler sig med en i høj
Grad beundrende A nerkjendelse af dem.
»Naar man
læser Slutningen af den mageløse Scene mellem L oke
og Svartalfernes Kor, hvor G læden over d et staal-
belagte og hæ rdede Mistiltejn udb ryd er saa b e ty d
ningsfuldt, da tillades næppe nogen Tvivl om , at
D igteren jo har hø rt og forstaaet Vola. Men er da
ogsaa Baldurs T ab vu rderet som Om sty rteisen af den
H jørnesten, hvo rpaa Valhal hvilede, eller er d et ikke
snarere Odins og F riggas Søn, den af alle elskede As,
som falder og beklages? Ser man hen til e n k e l t e
d y b e Bl i k , maa det første, men beskuer man det
hele, maa det sidste besvares med ja. — Baldur aaben-
barede sig for den gudyndede D ig ter, men denne
u n d t e ej s i g s e l v T i d t i l a t b e s k u e h a m n ø j e .
A f en saadan halv Beskuelse lader den V aklen sig
forklare, som tydelig spores i Forestillingerne«. D e t er
det R esultat, han er kommen til ved sin grundige, paa
en efter T idens Lejlighed virkelig ind træ ngende G ransk
ning af K ilderne hvilende kritiske Prøvelse af Oehlen-
schlågers F o rsøg p a a at fremstille E ddas halvudslettede
Billede i Baldur hin gode.
D en Prøve af et u try k t Sørgespil »Signe«, som
J. J. Dampe meddelte i M artsheftet af M inerva
1 8 0 7
,
og som fremkaldte en skarp K ritik og Opfordring
fra Grundtvig til Fo rfatteren om »for sin egen, for
Fr.-W . Horn: Grundtvigs Liv
og
Gjerning.
6