85 / 494
74
H er staar han »rede at gjøre en V and ring til H ed en
old for, om jeg kunde finde de d ø d v æ k k e n d e
R u n e r , at fremmane deres (o: A sernes) S kygger og
føre dem tilbage til Livet.
L ang er Vejen, A ar ville
henrinde, og ikkun Guderne vide, om jeg kan skyde
mig frem gjennem Mørket, eller jeg maa tab e mig i
det. Mit L egem e er Jæ tten s ufarvede Gave, og m aaske
vil d et snart sande, at Muld er M andens F ræ nde, naar
Odin, som gav Aanden, vinker den til højere Kamp. —
Jeg læ ste med Gruen, a t E ddas Udgivere m aatte und
skylde deres store Daad, og jeg tø r vel ikke haabe,
a t d e n v o x e n d e F o r s t a n d , d e r s a a g o d t v é d a t
m a a l e N y t t e n a f a l l e T i n g , har skaffet O ldtiden
flere V enner siden hine Dage. Dog, O ehlenschlågers
gamle H arpe k lang , og nogle gribes dog vel af de
dybe Toner. — I Mænd, som bygg e p aa Norges
F jæ lde og Danm arks S letter! I ere da vel ikke end
saa vanslægtede fra eders Fæ dre, at I ville næ gte den
af eders L andsmæ nd al Deltagelse, der i A lderens F o r
aar frembæ rer sit Liv som et Offer til Norden. Jeg
ønskede, at I vilde anse mig som staaende paa Grav
bredden, mæ rket med Spyd sodden, og ikke vredes
over mit Farvel, thi Nutiden fratog mit L iv sin B etyd
ning, og det er uvist, om O ldtid gjengiver det tabte.
Jeg saa’ en Gang et Billede af d e t evige. K unde og
turde jeg male det, som d et stod for mig, da vilde I
tilbede knæ lende. Kunde og turde jeg udtale Smerten,
da det ej mere var for mig, da skulde eders L edem od
dirre og eders A asyn blegne. D e tte Billede svæver
evindelig for mit Øje, som den olympiske Jupiters for
de gam le Græker. Jeg kan ikke næ gte at have set