NFSGrundtvigsLivOgGjerning

det-, men dets harmoniske Højhed maa jeg gjenfinde i

gamle Nord, eller jeg har levet. — Fø lger mig da,

Landsmænd! ej p aa min ensomme V andring, men op

paa det Punkt, hvor jeg nu staar! Jeg vil stræ b e at

vise eder et Glimt af den herlige Old, hvor hen jeg

stunder, og læ re eder, hvorefter jeg leder. Komm er

jeg nogen Sinde levende tilbage, da vil jeg bede eder

skue, hvad jeg fandt; men komm er jeg ikke, ville I d a

og væ re villige nok til at unde mig T rø ste n :

in mag-

nis, voluisse, sat est?«

— E fter den i al sin mystiske

Dunkelhed mægtig gribende Indledning, hvoraf et andet

B rudstykke alt er anført S.

, gaar han over til i det

enkelte at give en Frem stilling af Gangen i Fæ d ren es

Gudelæ re, der for ham langt fra at væ re »en regelløs

Fantasis barnagtige Spil, som de uindviede forvovne

paastaa«, h a r e n »højere Betydning, som Nordens b ed re og

kyndige sted se anede, selv naar de ej vovede at vedkjende

sig Anelsen. — G jæm e ræ kk er N ordboen Prisen til G ræke

ren, naar denne spørger om Figurernes Bestem thed og det

udvortes Sm ykke, men er T alen om indvortes K raft og

højeste B etydning, da pegei han rolig p a a Gimle, og

G rækeren maa tie. N aar andre N ationer fremstille en

enkelt Skabelse, da opviser Norden en d o b b e lt, ja

næ sten en tredobbelt, uden endda a t blive fyldestgjort.

Naar andre lade alt Liv forgaa i Graven, da begynde

vore Fæ d re deres bag den , stande kraftfulde i Valhal

og stræ be endda mod e t højere Liv.

A serne frem-

skride med en M ajestæ t og F y ld e af Kraft, E nhed og

Harmoni, som vi anden Steds forgjæves søge, og dog,

medens de andre Fo lk holde fast paa deres delte

Guder, vover den stæ rke Nordbo at lade sine blegne