83 / 494
72
K jendskab til O ldtiden og den kom iske S tyrke, der
undertiden, som d et synes, mod hans Vilje, træ n g er sig
frem, vilde skjænke os noget i d e tte Fag«. — E ndelig
er der den tredje Maade at behandle Sangene i E d d a
paa, den at udfylde den gamle Skyggeridsning til et
hélt. »Ustridig er en saadan Udfyldning, der tilsæ tter
af samme Malm, hvad T idens H aand ud sletted e, og
lader den dybe Sans, der skjuler sig bag D ybet, træ de
tydeligere frem, den Bearbejdelse, der aabner os det
herligste Blik i O ldtiden. S tolte kunne vi væ re af, at
vor L iteratu r ej længere m angler e t Mønster af d e tte
Slags. Vi eje det i Vaulundurs Saga . . . H vert A r
bejde, der frem træder som Udfyldning af E dd as Sange,
bør i sin indre Organisation ligne denne skjønne Blomst,
hvis Rod staar fast i E dd as hellige Jord, og hvis K rone,
skjønt p aasat af den yng re D igter, synes udsprungen
af dens egne Safter. Saaledes maa Hr. M. ej have
tæ nk t, thi da havde han ej givet os dette Forsøg, der
dog ogsaa skal væ re en Udfyldning, men, som han selv
anmæ rker, mere b eregn et efter Nutidens Smag. Saare
studsede jeg ved a t læse dette, thi vel véd jeg, a t d e n
f o r s t a n d i g e P e r i o d e o g s a a h a r v i s t s i g k o n s e
k v e n t n o k t i l a t b e r ø r e O l d t i d e n s H e l l i g
d o m m e m e d l i g e s a a u s k a a n s o m o g a f k l æ d e n d e
H a a n d , s o m e t h v e r t a n d e t M e n n e s k e t s H ø j e s t e ;
men jeg troede, det dog en Gang var T id at aflægge
den underlige Grille at ville assimilere Oldtid til Nutid,
det er: g j ø r e h i n l i g e s a a b e t y d n i n g s l ø s s o m
d e n n e , i S teden for, at man burde stræ be at eludere
T ilvæ relsen ved Fremstilling af den højere svundne«. —
Han underkaster nu D igtet i det enkelte en indtræn-