53 / 494
4 2
en dertil passende Stemning, og den gav ikke sjælden,
især naar i de ko rte D age af V interen Skum ringen
var indtraadt, Anledning til U dbrud af Kaadhed, der
aldeles m aatte tilintetgjøre dens Øjemed«.
De religiøse Indtryk, D isciplene m od tog i K irken
om Søndagen, og naar de ellers skulde give Møde der,
skulde ikke gjøre det bedre. M esterlektien havde til
lige med fem te og tredje Lektie »Sangopvartning« i Dom
kirken, de to andre L ek tie r i Fruekirke. De to øverste
Hørere var K o rdegne og forestod Sangen hver i sin
K irk e; alle de andre Læ rere havde ogsaa a t møde,
kun R ek to r og Ko nrektor kunde blive borte vexelvis
fra Højmesse og A ftensang. N aar Salm esangen og
R esponsorierne vare forbi, gik Læ rere og Disciple i
Domkirken ned i den nordre S idegang lige over for
Prædikestolen, og saa snart Læ rerne var komne ind
deres lukkede Stol, listede M esterlektianerne, »de store
Fluer«, sig ud p aa K irkegaarden, hvor de morede sig,
som de kunde bedst, til T rods for, at en af dem var
»Skriver i K irken« og havde d e t Hverv at optegne
de Disciple, der kom for silde, blev helt bo rte eller
opførte sig paa usømmelig Maade, e t Hverv, han næppe
har røg tet overdreven samvittighedsfuldt, om han end
førte en Liste, efter hvilken der Løverdag E fterm iddag
idøm tes forskjellige Mulkter efter Forseelsens Størrelse.
D ørvogtersken m aatte melde, naar P ræ sten havde sagt
Amen, saa kom de forsigtig ind igjen. F ristelsen var
i V irkeligheden for stor, til at det var tænkeligt, at
en normalt kon strueret D reng skulde kunne m odstaa
den. »Hver Søndag a t skulle høre to lange P ræ d ike
ner, paa F e std ag en e endog tre, hver F red ag én og i