42 / 494
3 i
efter at faa noget at vide om Nordens Oldtid, og F ade
ren m aatte frem med de tyk k e Folianter, med sin
Ramus og L y sk an d e r —
Knap jeg kunde bære dem,
men det var en Hjæitens Glæde,
naar jeg først kom ret til Sæde,
saa’ det danske Kongeblod
springe af sin dybe Rod
rundt i Adams Paradis,
saa’ det rinde, saa’ det bruse
rundt i alle Kongehuse.
Holberg førte ham igjennem Kirkehistorien, men da
han brød af ved L uther, blev der en Jammer, og den
otte A ars D reng gav sig først tilfreds, da Faderen gav
ham en Bog, hvori der stod »Luther baade først og
sidst« —
Aldrig det jeg glemme kan,
hvor jeg Pusling blev henreven,
som jeg næppe før var bleven,
ved den gjæve Mands Bedrift:
inde i vor Dagligstue
paa det brune Bord jeg sad,
stirred i den Bog saa stift,
glemte baade 01 og Mad;
hen til Maden man mig drev,
men min Sjæl hos Luther blev.
Hvad saa end jeg fik at høre,
altid klang det i mit Øre:
„Til Vorms jeg vil, om i den Stad
end paa hver Sten en Djævel sad!“
Det var mig en grumme Mand,
dog, mig tyktes, nok jeg gad
fulgt med ham til slig en Stad.
D en gamle vanføre Barnepige Malene, hvis Gud-
hengivenhed p ræ gede sig med uudslettelige T ræk i
hans Sjæl, førte ham ind i Sagnenes og Æ ventyrenes