41 / 494
30
O, det var et Aftensæde,
som vi glemme ej paa Jord,
der din Pusling sad med Glæde
ved det vakre, lille Bord,
læste om de gamle Dage,
rent og klart med højen Røst,
fulgte gjennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst.
Naar da fra sin Præstecelle
gamle Fader til os kom,
lod sig Læsningen fortælle,
retted den med Kristendom,
gav Besked om, hvad vi gjemte,
til han kom, forstandig, blid —
O, hvad var vi, hvis vi glemte
slig en hellig Gammenstid!
H an var en stille, drømm ende D reng , og m angen
en Gang har han ligget i P ræ stegaarden s store H ave,
som han har besunget saa smukt, og stirret op paa,
hvor de Skyer kunde drive
og saa underlig sig te,
ret som om de var i Live.
Naar jeg saadan ensom laa,
meget jeg afbildet saa’
paa den Himmel rød og blaa,
som enddunkelt jeg kan mindes.
Men Bøgerne kappedes snart med Barnedrømmene om
at optage hans Sjæl- a t han tidlig blev fortrolig med
Biblen, følger af sig selv, og tit har han ligget og grub-
le t over,
hvordan Gud dog kunde gaa
oppe paa de tynde Skyer,
men han havde derhos allerede som lilleD reng læ st
umaadelig m eget andet — han var »Bogorm fraBarns
ben«. D e brogede Billeder fra Verdenshistorien fyldte
hans livlige F an tasi og formede hans L e g e ; Suhms
Bog om de nordiske Fo lk vak te først hans T ø rst