34 / 494
23
ger, der fremsattes imod Biblen, og samlede en Mængde
Tilhørere om sig, men Raaheden gjorde ham snart
denne Gjerning saa vanskelig, at han hver Sommer
mente at maatte opgive den. »Der blev støjet, saa at
man næsten ikke kunde høre Biskoppens Ord, ja man
talede op til ham paa Prædikestolen og fornærmede
ham ved upassende Spørgsmaal«, der udspredtes Ryg
ter om, at det var Stævnemøder og deslige, der lok
kede Folk til Kirken. Han tabte imidlertid ikke Modet,
men førte fra 1796 ogsaa Kampen imod Fritænkerne
over i Pressen i sit Ugeskrift »Biblen forsvarer sig selv«,
som han udgav til 1802. »Visselig vil disse Aar, da
den utrættelige Biskop saa at sige stillede sig paa
Gaden for med ærlig Iver at forsvare sin Bibel og sin
Kristendom, medens literære Gadedrenge overdængede
ham med Haan og Skjældsord, og medens kloge Folk
spottede hans Færd eller saa’ ned paa den med for
nemt Smil — visselig vil disse Aar mere end noget
andet, han har gjort, ja endog til Trods for meget,
man kunde ønske ugjort, altid sikre Balles Navn en
kjærlig Ihukommelse i den danske Kirke«.
Balle var en lærd Mand, paa sin Vis et skarpt og
klart Hoved og først og fremmest en grundretskaffen
Karakter, der hensynsløst kæmpede for det, han ansaa
for ret og rigtigt, men den Opgave, hans Tid stillede
ham, var han ikke voxen. Han var, uden at ane det,
selv til en vis Grad reven med af Strømmen. Han stred
af al Magt mod den aabenbare Vantro, men han saa
ikke, at Tro og Viden, som her tørnede sammen, ikke
lod sig forlige paa den Maade, Tiden stræbte hen til.
Han staar i Virkeligheden selv paa Rationalismens