NFSGrundtvigsLivOgGjerning

var Trang til et saadant Skrift, thi det ligger i Sagens

Natur, at den herskende Opfattelse af Kristendommen

ikke var gunstig for en simpel, naturlig og hjærtelig

Forkyndelse, saa at man vel kunde have Vejledning

behov, og en saadan, der fuldstændig svarede til Tidens

Krav, gav denne Bog. Bastholm var ikke blot af

Naturen en veltalende Mand, men han havde tænkt

alvorlig over Sagen, og hans Bog er paa sin Vis i

mange Maader ypperlig, for saa vidt som den udtøm

mende sætter den Veltalenhed i System, som der

under de givne Forudsætninger kunde være Tale om,

en, som N. M. Petersen siger, »ved Studium erhvervet

Færdighed, idet Præsten ligesom Skuespilleren, men

naturligvis som et højere og ædlere Væsen, skal ud

føre en Rolle, som han selv har skrevet (eller laant)

og tillige har studeret«. Som fielhed giver den os et

godt Fingerpeg i Retning af, hvor Tidens Strøm bar

hen, ikke blot ved den smaalige Opmærksomhed, der hel

liges alt det udvortes :), men først og fremmest derved, at

*) Den kulminerer i Kapitlet om Gebærderne, hvor det hele bliver

til ren Karikatur: »Man maa hverken aabne Munden saa meget,

at Tænderne blive blottede, ikke heller knibe Læberne for

meget sammen, begge D ele ere Mangel paa Opdragelse. At op-

blæse Kindbakkerne, at bide paa Læberne og imidlertid standse

i Talen, at slikke sig om Munden eller at vride den til den ene

Side ere saadanne F ejl, som letteligen kan opvække Latter

endog hos de Tilhørere, der ikke gjærne le. A t harke eller

spytte ofte er baade væmmeligt og mistænkeligt, man tror sæd

vanlig, at Taleren imidlertid leder efter, hvad han vil sige. I

Besynderlighed maa han vogte sig, at han ikke overspytter enten

sig selv eller nogen af de omkringstaaende Tilhørere; denne

Forseelse kan forebygges ved i Tide at bruge Tørklædet, dog

uden at Talen derved bliver mærkelig afbrudt. — Haanden op

hæves, naar man taler om høje, ædle og værdige Ting eller om