20 / 494
9
lighed, dens kjedsommelige Hængen i det udvortes
med lange og hyppige Bønner og Andagtsøvelser
o. s. v., dens Ufordragelighed imod anderledes tænkende
og den Bornerthed, hvormed den kvalte al Livsglæde,
selvfølgelig maatte gjøre mange lede ved Kristendom
men og tilbøjelige til at laane Øre til de Angreb, der
rettedes imod den. Holberg bidrog, skjønt han aldrig
traadte i direkte Opposition til Kristendommen, væsentlig
til at skaffe den nye deistiske, fra England og Frankrig
udgaaede Retning Indgang. Han holder paa Aaben-
baringens Sandhed, ogsaa paa Læren om Kristi Gud
dommelighed og Treenigheden, men lægger dog nær
mest Vægten paa Kristendommens almindelig moralske
Indhold og kræver Biblen set i Naturens Lys. Han
erklærer, at »aandelig aabenbarede Ting, som gaa over
Fornuften, maa vi tro, omendskjønt vi dem ikke be
gribe, thi saadanne Ting stride ikke imod vore Sanser,
men vise alene, at menneskelig Fornuft haver sine
Grænser«. Han vil intet antage, som svækker Grund
volden af den Lærdom, han bekjender, men han vil
paa den anden Side intet erkjende, som strider imod
de almindelige Sanser. Den Modsigelse, der er i dette
Standpunkt, kom aldrig saaledes frem for hans Bevidst
hed, at han blev nødt til at tage sit Parti; han blev
til det sidste staaende ikke blot som Talsmand for
Tolerancen, som han »fra den Tid, han kom til Skjels
Alder, altid har anset som en sand kristelig Dyd«, men
ogsaa som en Modstander af de to stridige Retninger
i deres Yderlighed. Det er imidlertid klart nok, til
hvilken Side han i Virkeligheden hældede.
Hans
Hævdelse af Pligten til kun at antage, hvad Fornuften