NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Standpunkter ejendommelige var udvisket, om end ikke

i lige høj Grad. Den strænge, stive Orthodoxi, der

havde hemmet al fri religiøs Udvikling siden Reforma

tionens Indførelse, var i det attende Aarhundredes første

Halvdel under Kristian den sjette bleven afløst af Pietis

men, der lagde Vægten paa det personlige Liv i Troen

i Modsætning til den gamle Theologis ensidige Hæv

delse af Læren, dens haarfine Udvikling af dens Dog

mer og dens ængstelige Vaagen over dens Renhed og

den statskirkelige Orden. For saa vidt som Pietismen

stærkt gjorde gjældende, at Kristendommen er et Liv

og ikke en Lære, var den selvfølgelig i sin gode Ret,

og der er ingen Tvivl om, at den hos os som anden

Steds har udrettet meget godt i Retning af at vække

et alvorligt kristeligt L iv , saa at mange ogsaa her

i Landet kunde sige, hvad der blev svaret Biskop

Pontoppidan, naar han paa sine Visitatser i Bergens

Stift forhørte sig om, hvorledes det stod til med Kri

stendomskundskab og Gudsfrygt: »Kjære Fader, fra

vor Ungdomstid indtil nu kjende vi deri en Forskjel

saa stor som imellem Nat og Dag. Baade gamle og

unge blive nu langt bedre underviste, og for hvert for

argeligt Lem, som nu kan findes i Menigheden, fand

tes der tilforn en stor Mængde«. Men det varede ikke

længe, før den Ensidighed, hvormed Pietismen lagde

hele Vægten paa Følelseslivet, drev den ud i et over

spændt fromt Føleri, der lod haant om alle andre Livsop

gaver, og den Maade, hvorpaa man fra oven lagde an paa

at »erobre Himmerig« ved med Vold og Magt at tvinge

det hele Folk ind paa den Vej, der formentlig var den

eneste, der førte til Salighed, rflaatte uundgaaelig frem