Previous Page  482 / 587 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 482 / 587 Next Page
Page Background

4 7 0 Overlandbygmester Johan Cornelius Kriegers travle Aar

var en Jagt- og Lystejendom, og Hovedbygningen fik en

dertil svarende Form som et stort Lysthus. Grundplanen

er omtrent kvadratisk; i Midten ligger den store Kuppel­

sal, omgivet af mindre Sale og Gemakker. Det var netop

en Opgave for Hofgartner Krieger, som paa sin Rejse

maa have set, hvorledes man i Udlandet ved Opførelsen

af Landslotte og Herresæder søgte at lade Bygnings­

kunst og Havekunst gaa op i en højere Enhed.

Meiers Fremstilling af Fredensborgs Bygningshistorie

trænger i det hele taget til at revideres. Dels har han

overset visse Ting af Vigtighed, dels har han ikke altid

forstaaet Betydningen af de Oplysninger, som han fandt

i Regnskaberne. Uden at fordybe mig i Enkeltheder,

som man kan finde i Meiers Bog, skal jeg gøre opmærk­

som paa nogle Hovedpunkter, som er af Betydning for

en rigtig Opfattelse af Slottets Bygningshistorie.

Fredensborg blev som bekendt for en stor Del bygget

af Materialier, som kom fra Christian IV.s gamle Byg­

ning »Sparepenge« ved Frederiksborg. Denne laa nemlig

i Vejen for det nye store Haveanlæg, som Frederik IV

i disse Aar lod udføre her, ligeledes under Kriegers Le­

delse. I 1720 blev ikke mindre end 6882 Læs Bygnings-

materialier kørt fra Sparepenge til Østrup, næste Aar

10,888 Læs. Spørgsmaalet er nu, om Fredensborg bærer

noget Spor af, at Bygmesteren ikke har staaet frit med

Hensyn til Valget af Materialier, men har maattet be­

nytte, hvad han fik til Raadighed. Hertil maa svares ja.

Det var ikke blot Mursten og Tømmer, som kom fra

Sparepenge; ogsaa Vinduesindfatningerne og andet Sten­

huggerarbejde blev nedtaget og delvis benyttet paany.

Naar vi paa Fredensborg ser, at der i de trekantede Fron-

toner over Vinduerne sidder smaa Hoveder, der kigger

ligesom nysgerrigt ud af Trekantsfeltet, er det et Træk,

som er fremmed for den Bygningsstil, som raader paa

Frederik IV.s Tid. I Renæssancetiden er det derimod et