106 / 136
KAMPEN FOR L IV E T
101
opholdt sig imidlertid kun een Dag i Montreux, og da han
var rejst videre, følte Jacobsen sig end mere ene blandt de
mange fremmede. Det varede dog ikke længe, førend han
sluttede sig til en kurlandsk Baron Buchholtz, som tillige
med sin ugifte Søster havde slaaet sig ned i Villa Bella om
trent samtidig med Jacobsen. Søsteren, Baronesse Anna
Buchholtz, var en livlig, begavet Dame, vistnok noget ældre
end Jacobsen; hun dyrkede Musik med1stor Iver, sang
smukt, skrev litterære Smaating til franske og tyske Tids
skrifter og arbejdede paa et større Værk om Benjamin Dis-
raeli. Det var navnlig hende og Jacobsen, der blev Venner,
deres Forhold har han skildret i „Niels Lyhne“ : „Der var
slet ikke Tale om, at de var forelskede i hinanden, eller i alt
Fald var de det da ikke meget; det var et af disse vage, be
hagelige Forhold, der kan opstaa mellem Mænd og Kvin
der, som er ude over den første Ungdom, dens Blussen-op
og dens Higen-ud-efter mod den ubekendte Lykke.“ Men
de blev hurtig hinanden uundværlige, som han skriver i Ro
manen, og som hun Gang paa Gang udtaler i den store
Mængde Breve, hun sendte ham, efter at de begge havde
forladt Montreux.
„Det er naturligvis kun naar Livet har gode Stunder, at
der er Ro til det Slags Søndagsforhold, men her ved den
dejlige Sø havde de jo Tid nok, disse to,“ hedder det i „Niels
Lyhne“ . Ja, de havde Tid nok, Tid til at spadsere ved Gen-
fersøen og tale om hans nye Bog, han fortællende, hvad han
lige havde skrevet eller vilde skrive, hun ivrigt spørgende
om alt det, der var hende fremmed og uforstaaeligt i hans
Fortælling, og Tid til at musicere i Villa Bellas Musikværel
se, hvor hun, naar de var alene, sang danske Sange af „El
verhøj“ og „Sovedrikken“ , hvortil han havde skaffet Noder
fra København; allerhelst vilde han, at Baronessen skulde