51 / 136
48
STUDENT
den Aften og tilfældig havde gennemgaaet med ham netop
det Spørgsmaal, som han Dagen efter kom op i, og som han,
takket være Vennen, hentede sig et Laud for.
Da han nu, 1868, var blevet cand. phil., var han fast be
sluttet paa, at han vilde tage Magisterkonferensen i Natur
videnskab, skønt der kom Øjeblikke i hans Liv, hvori han
troede, at Poesien skulde være hans Idræt, som han skrev
i Dagbogen. I et saadant Øjeblik maa det have været, at han
i September 1868 sendte Manuskriptet til „Hervert Sper-
ring til den gyldendalske Boghandels Forlag. Digtsamlingen
blev ikke antaget den Gang, men et Udvalg af den blev of
fentliggjort i „Digte og Udkast“ 1886, efter Jacobsens Død.
Der er mange nydelige Digte i „Hervert Sperring“, højst
staar det sidste i Samlingen, skrevet i September 1868, dets
Titel er „Lad mig ej dø !“ Digteren beder: lad mig ej dø en
Dag, naar Naturen straaler i Solens Glans, naar Fuglene
jubler, og Blomsterne dufter, for han har elsket Naturen
over alt andet; han vil ikke, at den skal være uberørt af hans
Død.
„Den skal ej smile ligegyldig fro,
naar Afskedsstunden kommer for os to.“
Den unge Digter vil tage Afsked med Livet i en mørk
Høstnat, naar Stormen suser, og Bølgerne raser, da kan han
tro, at Naturen jamrer over hans tidlige Død. Han vil sidde
og se paa Skyerne, som hans Fantasi befolker med de Skik
kelser, han i sin Digtning skulde have skabt.
„Det er de Skikkelser, jeg skulde fød,
men som med mig nu dø den aarie Død.“
Disse to Linier er som en Profeti om J. P. Jacobsens
Død. Næsten alle Digtene i „Hervert Sperring“ er Drøm