JPJacobsen

STUDENT

I de følgende Digte ser vi den unge J. P. Jacobsens, man

kunde gerne sige, hellige Begejstring for alt stort og skønt i

Kunstens Verden, hans paa nærværende Tid primitive Na

turopfattelse, den Jens Baggesenske Lyst til at omdanne Na

turfænomenerne til mystiske Væsener, den manglende Sans

for Skønheden i Naturen selv. Det sidste af Digtene lærer

os, hvad vi ogsaa kan erfare af Breve og andre Optegnelser,

at Jacobsen har haft stærke religiøse Anfægtelser, han opgav

ikke sin Barnetro uden Kamp.

UDVALG AF „HERVERT SPERRING“

Begejstring.

Viser mig Saga en herlig Bedrift,

ren uden Lyde og Men;

griber mit Væsen et storslaaet Digt,

født af en højbaaren Aand;

drikker mit Øre et tonende Hav,

bølgende følelsesfuldt;

skuer mit Øje en Tanke i Sten,

hugget med Aand og med Kraft,

eller en Verden med Dristighed malt

ud af en rig Fantasi,

da gaar der gennem mit skælvende Støv

Gysen saa hellig og dyb.

Det er min Aand, der strider med Kraft

da med det hindrende Støv;

det er min Aand, der drømmer sig fri

da for det jordiske Støv.

Hvad brød jeg mig vel.

Hvad brød jeg mig vel om de graalige Sky’r,

som hen over Himmelen storme,

naar ved Fantasiens besjælende Magt

ej jeg kunde til Aander dem forme.