58 / 136
55
optraadte en Recensent Smøre, spillet af Kristian Mantzius
hvis Replikker var en ikke videre
m o r s o m
Karikatur af
Georg Brandes’ Recensentstil, Adressen var ikke alle Ste
der lige tydelig, men pludselig udslyngede Kristian Mantzius
en Replik, som ikke kunde misforstaas, den lød omtrent
saaledes: „Hendes (en Forfatterindes) Stil er som en
Vrimmel af smaa rødmossede Barneansigter.“
Nogle Maaneder i Forvejen havde Brandes i en Artik e
om H. C. Andersens Eventyr brugt en lignende Vending
om Digterens Drømmesyner, og han følte sig meget kræn
ket over at høre sine Udtalelser latterliggjort paa Scenen.
Brandes vidste, at Stykkets anonyme Forfatter ned Jacob
sen, men kendte ellers intet til ham; næste Dag kom en lige
saa ubekendt Jakobsen og præsenterede sig for ham, han
troede det var Komedieforfatteren og gav ham, som sagt,
en „temmelig kølig Modtagelse“, læste ikke Digtene og ad
varede mod at skrive „ranglede Vers“ . Denne Gang lav
T. P. Jacobsen faaet nogle af sine allerbedste Digte kas
serede, bl. a. „Har du faret vild i dunkle Skove og
„Gurresange“ , det var rigtignok kun, fordi han var saa
uheldig at have Navn tilfælles med Forfatteren af „Geniet,
Comedie“ ; men det havde han den Gang
ingen
Ane se om.
Da Georg Brandes nogle Aar senere oplyste J. P. Jacobsen
om Fejltagelsen, skal han have moret sig meget erov
Paa denne Tid har Jacobsen, som før antydet, gennem
levet en religiøs Krise. Hans Studium havde bragt ham til at
tvivle paa den overleverede Tro, og Tvivlen mundede ud
den Tro, hvis Trossætning han senere gav en e en
Form: „Der er ingen Gud, og Mennesket er ans r0 ’
Atheismen kommer første Gang frem i hans lgtmng i
rene 1868 til 69, skarpest i „Saa er nu da Jorden en Ko
-
tyr“ og i „Gurresange“ . Man føler, at Forfatteren ti is