![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0055.jpg)
52
STUDENT
ud i Livets stride Elv
bort fra Jer og fra mig selv.
Ingen Ven jeg vinde kunde,
ensomt mine Dage svunde,
uden Liv og uden Varme
træt jeg sank i eders Arme,
eders blege Skyggehære
skulde mine Venner være.
Ak, hvor har I ej mig skuffet!
Jeg mig selv har ikkun truffet
i den store Billeddrøm.
Haab til Drømme er en Drøm.
Gud frels mig dog.
Gud frels mig dog, end kan det ske,
end kæmper jeg imod;
men faar ej snart jeg Frelsen se,
forsvinder alt mit Mod.
O frels mig dog, jeg er det værd,
en Verden i mig bor,
et Skønhedsvæld, en Tankehær
gaar under uden Spor.
Gud frels mig dog af Drømmens Arm,
styrt Himlen ned paa mig,
slyng Livets Bølger mod min Barm,
saa skal jeg tro paa dig.
Som før bemærket lykkedes det ikke for Jacobsen at faa
denne sin første Digtsamling udgivet i 1868. Da han Aaret
efter igen prøvede at faa noget trykt, var han lige saa uhel
dig ; denne Gang var det Prosaen, han forsøgte sig med.
Han havde skrevet en Skitse „Udlændinge“, som han send
te til „Illustreret Tidende“ ; men han fik Manuskriptet til
bage med det Svar, at hans Bidrag ikke egnede sig til Opta