364 / 374
En Sammensværgelse.
3 7 5
Jacques er vor methodiske B o b è m e , en virkelig Per
sonlighed i vort forunderlige Liv.»
Jeg udtalte min Beredvillighed til at komme i
nøiere Berørelse med den Methodiske, og vi aftalte
paa Stedet at aflægge ham et Besøg næste Dag.
Jacques var nemlig næsten altid hjemme. Lille, tyk,
blond og begavet med en uopslidelig Tilfredshed laa
han den meste Tid af Dagen dovent hjemme paa sin
Sopha og ventede paa at Lykken dog en Gang skulde
see ind til ham.
Han var i Grunden Dramatiker,
havde efterhaanden indleveret Stykker til alle Paris’s
Theatre, fik aldrig Svar eller hørte paa anden Maade
til dem , men ventede og haabede.
Paa Grund af
denne Ro og dette noget stillesiddende —- eller rettere
stilleliggende — Liv var hans Hjem navnlig en Tid
lang Centralpunctet for en Mængde unge B o h è m e s
af høist forskjellige Arter.
Der taltes om Konst og
Videnskab, lagdes store Planer og discuteredes Politik
— navnlig antikeiserlig og i høi Grad republikansk;
men Jacques begyndte tilsidst selv at tvivle om sine
egne Spaadommes Rigtighed; han gav nemlig aldrig
Keiseren mere end et Aar til.
«Hvor ofte have vi
ikke slaaet ham ihjel paa denne Balcon i Løbet af
de sidste 10 Aar, og dog er han der endnu,» udbrød
han en D ag i sin Fortvivlelse, dersom han i det Hele
taget nogensinde kunde tænkes at hæve sig til denne
Sjælstilstand. Som Dramatiker kastede han sig sluttelig
over «la d é c e n t r a l i s a t i o n l i t t é r a i r e » ogforsøgte
paa at udføre sine Theorier i Praxis. Han fik med
megen Møie et Stykke opført i en Provindsby under
mit Ophold i Paris, og det blev complet udpebet; men