370 / 374
3 6 3
VI.
E t s id s te Farve l.
A lle Vennerne vare samlede, Piberne dampede, Glas
sene klirrede, og Samtalen summede som sædvanligt
paa vort B r a s s e r i e , da jeg lidt senere end sæd
vanligt traadte ind af Døren. Jeg kunde derfor ikke
vælge et bedre Øieblik til at gjøre den Meddelelse,
der saa længe havde svævet mig paa Læberne, men
som jeg bestandig havde fundet en Undskyldning for
at holde tilbage.
En Gang maatte den gjøres, og
naar det ikke skulde see ud som et snedigt Tilbage
tog, maatte den frem. Jeg rømmede mig altsaa og
underrettede mine gamle Kammerater om at jeg om
to D age sandsynligvis var langt fra Paris. — Almin
delig Forbauselse. — Skjøndt de Fleste jo nok havde
havt en ubestemt Anelse om at jeg en Gang i Tidernes
Løb maatte reise, havde Ingen i Grunden tænkt videre
derover.
Nu var det sagt! Formaninger, Bønner, ja næsten
Trusler prellede af paa mine uomstødelige, micawberske
Grunde, og trods C a m i l l e s smukke Øine, t r ods Fé l i -
c i e s Hentydninger til at jeg dog vist en Gang kunde
faae en udmærket Levevei, n a a r det store og længe
omtalte Organ kom paa Benene, trods E dmo n ds Til
bud om at lære mig et ufeilbarligt Middel til at sprænge