366 / 374
En Sammensværgelse.
359
«Det er udmærket.
Men hvorledes gaaer det
med dine andre Arbeider?»
«Jeg har endnu ikke hørt noget til dem. Et af
dem var nær blevet opført for en Maaned siden; men
saa blev min Elsker syg; han fik det i Maven —
Cholera maaskee!»
«Det har vi fra A sien!» sagde Alfred smilende.
«Ja, ikke sandt!» faldt Jacques ind.
«Ce l a
n o u s v i e n t d e l’As i e ! » og han mumlede det et
Par Gange, idet han roligt pustede sine Røgskyer ud.
«Men N a n e t t e ! Hvor er N an e tte?» spurgte
Alfred pludseligt.
«Jeg savnede hende strax.»
Jacques gjorde en Bevægelse, der kunde antyde
at der end ikke var et Atom tilbage af hende.
«Dog vel ikke syg — paa Hospitalet, lige som
sidst, da Du med din sædvanlige Ro gjorde en For-
nøielsestour til det sydlige Frankrig under hendes Syg
dom, efter ved Afskeden at have underrettet hende
om, at Du vilde slaae Barnet ihjel, naar Du kom til
bage. Heldigvis døde det da.»
«Nei, efter 10 Aars lykkeligt Ægteskab har hun
endelig gjort Alvor af sin Trusel og er løbet fra mig.»
«Det har hun gjort Ret i; dine Bidrag til Hus
holdningen vare kun høist negative; var der ingen
Ting at leve a f, reiste Du bort, og naar Du kom
hjem , installerede Du D ig ganske roligt igjen ved
hendes Arne. D et vil nok gaae hende godt.»
«Gid det maatte.
Nanette var i Grunden en
elskværdig Character og en kjøn Pige.»
«Ja, indtil Du ved dine sjælelige og legemlige
Torturer rent ødelagde hende.»