140 / 245
136
Et andet Eksempel paa hans Villighed til at være til
Tjeneste med sin Sang har vi set, da P r o f e s s o r Ma r i
bo e opfordrede ham til at digte nogle Morgensange til hans
Skole, som baade Jøder og Kristne kunde synge sammen. Ma-
riboe vilde nødig have Jødebørnene udpegede blandt Kamme
raterne som dem, der ikke kunde tage Del i Morgensangen,
og han vilde lige saa nødig besvære deres eller deres For
ældres Samvittigheder ved at lægge dem Jesu Navn i Mun
den. Grundtvig skrev da for hans Skole de tre prægtige
Sange, der sikkert er Morgensange i mangen dansk Skole
den Dag i Dag: »Morgenhanen atter gol«, »Løft dig, Sjæl,
paa Lysets Vinger« og »Udrundne er de gamle Dage«.
Da P. R ø r d a m
1844
sammen med B a r o n e s s e
S t a m p e p a a N y s ø vilde foranstalte en kristelig Høstfest
i Præstøegnen, bad de Grundtvig om en Sang, og han skrev
da en Sang paa Melodien: »Lovsynger Herren, den mægtige
Konge med Ære«; men Rørdam sagde, den var svær, og bad
om en anden, og Grundtvig skrev da den nu saa vel kendte:
»Nu falmer Skoven trindt om Land«.
Eftersom han rykkede fremad i Aarene, kom han ganske
naturligt til at dvæle ved Alderdomstiden og Afskeden fra
denne Verden.
1843
skrev han den uforlignelige: »At sige
Verden ret Farvel«, og
1860
gav han os en af sine allerfineste
Perler: »Som Dug paa slagne Enge«.
1861
kom: Køligt fal
der Aftenduggen«. Og i hans allersidste Dage:
»En liden Stund
i Rosens Lund
vi rødme kun og blegne,
af Blomstens Art
og med en Fart
nedsunket snart
er alt i disse Egne.«
Tidligere havde han sunget om: »Vor Alderdoms Trøst
og Støttestave«, men ogsaa om, at
»Alderdom paa denne Jord
er det store Sorgens Ord.«
Ogsaa til Graven følger han sine Venner. Ved Grosserer
J e n s H a r b o e s Grav (
1824
) sang han: »Her mødes alle
Veje«, og ved Pastor R. F e n g e r s (
1825
): »Som Markens
Blomst henvisner fage«. I Gravsange glemmer han imid-