144 / 245
140
ges Ridderspil i Hundedagene« og stærkt udtaler sig mod
Oprør i Almindelighed. Dernæst behandler han Spørgsmaalet
om Rigsdage under Motto: »Jo flere Kokke, des værre Suppe.«
Han tror, at Regenten, naar han vil, langt lettere kan træffe
Forbedringer i Statsstyrelsen, og at den gode Vilje snarere
vil træffes hos en Regent end hos et Rigsdagsflertal, hvoraf
hver har sin Interesse og sine Familie- og Venskabsforbin
delser, sine Standsfordomme osv., medens Regenten har liden
eller ingen Fristelse til at skille sit Vel fra Statens; thi hans
Magt, Anseelse og Velstand vokser jo med Rigets, og han har
Ælren for, hvad der udgaar fra ham. Grundtvig har set Fædre
landskærligheden meget virksom uden Rigsdage og tror ikke,
at Sparsommeligheden i god Forstand bliver større med end
uden dem- og navnlig tror han, at Rigsdagenes Sparsomme
lighed vilde komme frem, hvor der er Tale om at give Penge
ud til aandelige Øjemed. Endelig tror han det umuligt at
skrive en Valglov, der skaffer Rigsdagen de bedste Mænd.
De, der betaler bedst og taler, som Ørerne klør, vil have de
bedste Udsigter til at blive valgte. Og aldrig har nogen Ene
voldskonge tragtet heftigere efter Enevoldsmagten, end det
er Rigsdagenes Sædvane. En oplyst Enevælde med fuldstæn
dig Trykkefrihed var lige til
1848
Grundtvigt politiske Ideal.
Og paa det varmeste anbefalede han Slesvigernes Selvbe
stemmelsesret, selv om de — hvad han da ansaa for sandsyn
ligt — valgte Forbindelsen med Holsten.
Derefter fulgte hans folkelige literære Storværker:
» N o r d e n s M y t o l o g i
183
2
« og » H a a n d b o g i Ve r
d e n s h i s t o r i e n « (
1833
—
1836
—
1843
). Det er disse Vær
ker, der særlig indeholder, hvad han selv kalder sin »historisk
poetiske« Anskuelse.
Som Grundtræk i denne kan fremhæves, at saavel hele
Menneskeslægtens som hvert enkelt Folks Levnedsløb maa
ligne det enkelte Menneskes; at ligesom dette har sine for
skellige Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom,
saaledes er det ogsaa med Folkeslagene og med hele Menne
skeslægten. Og saaledes maa det jo være, da Menneske
slægten saavel som hvert enkelt Folk er Samlinger af Enkelt-
mænd, og Naturen fornuftigvis udvikler sig efter de samme
Love i det hele som i det enkelte. Denne Paastand har jo
ogsaa tit været fremsat og brugt til øjeblikkelig Belysning;
men Grundtvig er vistnok den første, der i sin historiske
Granskning fastholder dette Billede fra først til sidst og