137
lertid aldrig det, der bærer over Døden, som i den først
nævnte:
»Men han, til hvem vi spæde
henbares i vor Daab,
forbød vor Samfundskæde
at sørge uden Haab.«
Sangens Gave beholdt han lige til det sidste. Næsten
89
Aar gammel skrev han faa Uger før sin Død:
»Gammel nok jeg nu er blevet
hvor hos Ordet er Guds Pris,
mellem Vugge min og Grav,
saa for Sjæleøje-Stavnen
nu jeg staar ved Falderebet
brat sig aabner Himmelhavnen,
ved det store, hvide Hav,
hvor Magneten er Guds-O rdet,
Ja, hvor Aanden staar for Styret,
og Guds Aand staar selv ved Roret, og Guds-Ordet er Kompas,
gælder som i Eventyret
Stormene er frygtelige,
Evighedens Timeglas,
stille staar her Mandevid,
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
nærmest er de dødes Rige,
aabner Evighedens Port.
nemt det er at stævne did;
men, o Ve for Uglesangen!
Derfor Jesus Kristus-Navnet
Bundløs der er Undergangen.
prises skal evindelig;
af hans Kærlighed omfavnet
Vel paa jordisk Vis at regne
H jertet er i Himmerig,
langt af Led er Paradis,
Naar med denne Verden brydes,
er os nært dog alle Vegne,
til Guds-Huset vi indbydes.«
Vil man kaste et samlet Blik paa den hele Digtning, er
det klart, at Grundtvig maa betegnes som P i n s e n s Sanger,
ligesom Kingo i en fortrinlig Grad er Paaskens. Den Hel-
ligaand, den hellige almindelige Kirke med Glæden og Freden
toner fortrinsvis gennem Grundtvigs Salmedigtning.
Nogle faa Eksempler skal nævnes af den store Mængde
Pinsesange, han har efterladt sig. »Talsmand, som paa Jorde
rige«, »Helligaanden trindt paa Jord«, »I al sin Glans nu
straaler Solen«, »Du, som gaar ud fra den levende Gud«,
»Kom, Gudfaders Aand fuldgod«, »Gud Helligaand, vor Trø
stermand« — foruden de nævnte af fremmed Rod. »Der stan
der et Træ i Guds Paradis«, »Stiftet Guds Søn har paa Jor
den et aandeligt Rige«, »Guds Kirke er vor Klippeborg«, »Kir
ken den er et gammelt Hus«, »Der står et Hus paa Jorde
rig«, »Vidunderligst af alt paa Jord er Jesu Kristi Rige« og
mange, mange flere. Og der er »Fred til Bod for bittert Savn«,
»Guds Fred er mer end en Englevagt«.