146 / 245
142
skab, og R o m e r n e , hvis Statskløgt og politiske Magt kom
til at gribe saa dybt ind.
Som Middelalderens Hovedfolk, der ytrer deres Indflydelse
hver til sin Tid, nævner han: Hunner og Goter, Byzantinere
og Arabere, Franker og Longobarder, Sakser og Angelsakser,
Normanner og Islændere; og efter dem Paver og Korsrid
dere, Engelskmænd og Franskmænd, italienske Stæder og
Hansestæder. Han er jo nemlig klar over, at som der i
Oldtiden er et dybt nationalt Skel mellem Nationerne, som
om de alle gemte paa Misforstaaelserne fra Babel, saa kom
mer der i Middelalderen, ikke mindst ved Kristendommens
Paavirkning og Forkyndelse af det almindelige Broderskab,
mere og mere et internationalt Element ind i Tiden, saa at
man ogsaa efter de ledende Kræfter kunde give Middelalde
rens Historie følgende Overskrifter: Martyrerne, Folkevan
dringen, Munkene, Ridderne, Købmændene.
Med Styrke hævder Grundtvig i disse Hovedværker Kri-
stus som Tidernes Midtpunkt, hvis Komme Oldtidsudvik
lingen tjener til at forberede, og fra hvem de Kræfter, der
siden kommer til at virke til Velsignelse, har deres Ud
spring.
Og med ikke mindre Styrke gør han gældende, at som
ethvert Folk klarlig har sit ejendommelige Anlæg, maa
det ogsaa have sit ejendommelige Kald, sin særegne Be
stemmelse.
H e b r æ e r n e , hvis Hovedtanke, der beherskede deres
Liv, var Forestillingen om, at Himlens og Jordens Skaber var
deres Herre og Beskytter, førte i det hele et Kirkeliv, og
de havde den Bestemmelse at være Kristendommens Vugge
og Udgangspunkt. G r æ k e r n e , der troede paa et naturligt
Slægtskab mellem Guder og Mennesker, skulde forsøge og
vise, hvorvidt alle menneskelige Evner i deres frie, uhin
drede Virksomhed, men uden Aabenbaringens Hjælp, kunde
naa. R o m e r n e endelig, der førte et Soldaterliv uden højere
Sans for Kunst og Videnskab og uden nogen egentlig Reli
gion, hvis Hu stod til at beherske andre, samler alle Lan
dene omkring Middelhavet under Roms Kejser og baner der
ved Vej for Kristendommens Udbredelse over hele Jorden.
Alt dette er kun en Antydning af den Mængde Tanker,
der er nedlagt i »Haandbog i Verdenshistorien«. Bogen er
tillige mærkelig ved sin ejendommelige Stil, ved den betyde
lige Lærdom og det kritiske Blik for de v i r k e l i g e Kilder,