NFSGrundtvig

147

nelse, som kunde give de ustuderede, der vilde høre til den

dannede Verden, hvad dertil virkelig maatte kræves.«

Uden en saadan Skole blev det vanskeligt at ordne

Skrivefriheden, men for at den begærede Deltagelse i Lovgiv

ningsarbejdet, Kongebrevet stillede i Udsigt, kunde blive til

Gavn, maatte der aabnes Adgang til en hensigtsmæssig Ud

dannelse for dem, der skulde være Medlemmer af Folkefor

samlingen, en Dannelse, der til Midtpunkt havde F æ d r e 

l a n d e t med dets n a t u r l i g e og h i s t o r i s k e Beskaf

fenhed, henført til det virkelige Liv og Øjeblikkets Krav,

hvorved Fædrelandets L i t e r a t u r baade finder Opmunt

ring og gør Gavn, og man lærer at skatte den Videnskabelig

hed, man skal skatte til.

Om L i t e r a t u r e n s S t i l l i n g i Højskolen udtalte

han sig klart og stærkt

1838

i de historiske Foredrag, der efter

hans Død blev udgivne under Titlen » Ma n d s Mi n d e « :

»Jeg tør dristig paastaa,« siger han her, »at Danmark vilde

føle sig ti Gange saa lykkeligt som nu, naar blot alle de

dejlige nye danske Viser, der myldrede frem fra Thaarups

»Høstgildet« til Ingemanns »Holger Danske«, ikke blot som

nu stod paa Papiret, men havde genlydt i alle vore Skoler

og derfra ikke blot i alle vore Marker og Skove, men saa

vidt som Danebrog vajede paa det sortladne Hav. Kun Man

gelen af det kunstige Led, som en fri og folkelig Skole i

vore Tider maa være mellem Ungdommen og den i Enkelt

mand opstaaede, forklarede Folkeaand, kun Mangelen af dette

nødvendige Led gør, at et Folk daglig kan blive dødere og

dorskere; vrantent og modfaldent, mens dets Literatur strøm

mer over af Liv og Fylde i herlige Minder og lyse Forhaab-

ninger.«

Da Grundtvig i

1836

udgav sit Skrift: » De t d a n s k e

F i r k l ø v e r (o: Konge, Folk, Fædreland og Modersmaal),

kom han atter tilbage til Nødvendigheden af, at Folkeraadets

Medlemmer og deres Vælgere var vel oplyste om Folke-

naturen, Statsforfatningen og Fædrelandet i alle Henseender.

Men denne Oplysning maatte ikke fattes det højere Præg,

som Folkeaanden giver, og den vilde uden tilsvarende Kær 

l i g h e d til Konge, Folk, Fædreland og Modersmaal høre op

med at virke velgørende, ligesom den hverken vilde være

tænkelig eller brugelig uden den Styrke i Modersmaalets

Brug, der ikke naas uden indtrængende og flittig Benyttelse

af de bedste Forfatteres Arbejder. Og tillige maa denne Op-

10*