155 / 245
151
Mennesker begyndt at holde »gudelige Forsamlinger« i hans
Ven Lindbergs Bolig »Lille Rolighed« ved Kalkbrænderiet;
Møderne lededes af Lindberg og Flensborgeren Siemonsen,
Kateket ved den tyske Kirke paa Kristianshavn. Da Grundt
vig kom hjem fra England, fraraadede han disse Forsamlin
ger, fordi Kirkehistorien havde lært ham, at saadanne gude
lige Forsamlinger »næsten uundgaaeligt fører til et selvgjort
Menighedsliv med en selvgjort Hellighed, der intet har med
Kristus at gøre«; men han gik ind paa, at Deltagerne maatte
indgaa til Kongen med Bøn om, at de »uden Bekostning eller
nogen Besværing for Staten« maatte oprette en fri dansk
tysk Menighed med ham og Siemonsen som Præster.
160
Mænd og Familiefædre indgik da i November
1831
med en
saadan Begæring, men fik den 2. Februar
1832
et rent Afslag.
Saa gik Grundtvig til Kancellipræsident Stemann for at
prøve, om han dog ikke kunde faa en Kirke at prædike i
for frie Tilhørere, Stemann lo ad hans Lovtaler over aande
lig Frihed og sagde, at naar det var ham saa meget om at
gøre at komme til at prædike, saa skulde han have beholdt
den Kirke, han havde; nu var der intet at gøre. Grundtvig
henledte da Ministerens Opmærksomhed paa de gudelige For
samlinger, som han vidste, Stemann hadede, og sagde med
Eftertryk, at hvis man nægtede ham en Prædikestol, vilde
han ikke længere fraraade de gudelige Forsamlinger. »Det er
der heller ingen, der har bedt Dem om,« svarede Stemann
barsk. »Naar de gudelige Forsamlinger holder sig Lovene
efterrettelige, er de mig ganske ligegyldige.« Grundtvig sagde
da, at han for Fremtiden nok skulde vogte sig for at fra
raade, hvad Kancellipræsidenten fandt uskyldigt. »Det er intet
og bliver intet til,« sagde Stemann. »Jo,« svarede Grundtvig,
»det er noget og skal blive til noget.«
Saa mødte Grundtvig næste Søndag (Septuagesima
1832
)
i Forsamlingen og holdt en dæmpende og beroligende Præ
diken, hvori han bad dem betænke, at de ikke levede for at
holde Forsamlinger, men samledes for at leve; at naar de
selv vilde beholde, bekende og forplante deres Tro, ikke have
deres Børn afvendte fra den og nødig udskældes, afskyes eller
hades for den, da maatte de ogsaa lade andre beholde, be
kende og forplante deres uden at hade eller sky dem derfor.
De maatte nemlig gaa ud fra, at selv om de andres Tro var
vrang, troede de dog selv, den var ret. — Trods den kende
lige Alvor, hvormed Forsamlingen hørte paa hans Prædiken,