NFSGrundtvig

154

Digte og Afhandlinger for at forsvare Trosfriheden for alle

Statens Borgere, Sognebaandets Løsning, Ophævelse af Daabs-

og Konfirmationstvang osv. Han satte i denne Henseende

nogen Forhaabning til »Provincialstænderne«, men blev skuf

fet. Mynster, der i

1834

var bleven Biskop, var mægtigere i

Forsamlingen, hvoraf han selv var Medlem, end Grundtvig,

og Mynster var stokkonservativ. Navnlig laa Spørgsmaalet om

Sognebaandets Løsning Grundtvig stærkt paa Sinde, især da

flere Præster tog sig den ene Frihed efter den anden ved

Forvaltningen af Sakramenterne. En saadan selvtagen Præste-

frihed fandt Grundtvig var en Uting, naar Menighederne i

et og alt var bundet til deres Præst. Derfor var Løsning

af Sognebaandet for ham ikke alene ønskelig, men nødvendig;

Mynster kunde derimod ikke se andet deri end en grov kirke

lig Uorden.

Mynster kunde dog ikke hindre, at Sagen, da den var

forelagt i Stænderne, kom i Udvalg, og at dette efter Myn

sters Udsagn delte sig saaledes, at Mynster og Tillisch var

næsten enige om at standse Sagen. Provst Birch vidste ikke,

hvad han vilde, Treschow og Bang vilde fremme den. For

slaget faldt imidlertid ved Afstemningen i Salen, men faldt

triumferende, siger Grundtvig.

Da Tiden kom, at Grundtvig ikke godt kunde udsætte

sine Sønners Konfirmation længere (Johan, født

1822

, Svend

1824

), og flere af hans Venner ogsaa ønskede, at han skulde

konfirmere deres Børn, og da endelig Stillingen som Prædi

kant uden Ret til at forvalte Sakramenterne i Længden blev

ham for fattig, skrev han

. December

1838

et Andragende

til Kongen om »indtil videre« at maatte holde Altergang og

een Gang om Aaret Konfirmation i Frederikskirken. Den

bragte han selv denne Ansøgning til Kongen, der »vel ikke

indlod sig synderlig, men lovede at overveje Sagen« og iøvrigt

modtog Grundtvig saa naadigt, som han kunde ønske. Provst

T r y d e , som Grundtvig traf i Prins Kristians Forgemak,

erklærede, at han paa ingen Maade vilde sætte sig derimod;

Prinsesse K a r o l i n e A m a l i e lovede at anbefale Sagen

hos Mynster; og selv var Grundtvig den

. hos Stemann,

der var »helt manerlig« og lod forstaa, at det vilde komme

an paa Biskoppen.

Grundtvig troede, at Mynster ikke vilde sætte sig imod,

og med dette lyse Haab gik han til ham Nytaarsaftensdag.

Men efter en timelang Samtale maatte han gaa »med en