160 / 245
156
Stænderforsamlingen i Roskilde. Men selv om Sognebaandet
blev løst, vilde der med Hensyn til Daab og Konfirmation
ingen Forandring ske i Hovedstaden.«
I de fremførte Motiver finder Mynster ingen Grund til
at bevilge Andragendet. Bevillingen er endog betænkelig
derved, at den vilde tage sig ud som en Billigelse af Mo
tiverne. Hvis han blot havde søgt om at konfirmere sine
egne Børn, burde man have tilstaaet ham det, »hvorvel Hand
lingen under de for Haanden værende Omstændigheder mere
vilde faa Karakteren af et Skuespil end af en Konfirmation«.
Men da Grundtvig søger om at konfirmere andre og at tage
til Alters, vil Biskoppen gøre opmærksom paa, at det er efter
Grundtvigs eget Valg, at han er uden præstelig Stilling. »Han
har tvende Gange efter sit eget Ønske opnaaet Ansættelse i
gejstligt Embede, den sidste Gang i en aldeles ikke besværlig
Stilling som residerende Kapellan ved Frelsers Kirke paa
Kristianshavn. Dette Embede forlod han aldeles frivilligt og
det saa pludseligt, at han end ikke var at formaa til at
forvalte Embedet, indtil han af Hans Majestæt Kongen var
entlediget. *) Hvis han nu har fortrudt dette Skridt, maatte
han søge om et Embede . . . .
Grundtvigs Tilhørere har
ingen Nød; thi der er ingen Mangel paa retsindige, kriste
lige Præster i København.« Men giver man Grundtvig Til
ladelsen, vil Seperatismen være organiseret, og det Skisma,
hvormed Grundtvig har truet, være iværksat.
Efter denne Erklæring af Mynster blev Grundtvigs An
søgning afslaaet den
10
. Januar
1839
. Men det blev ogsaa
den sidste ubetingede Sejr, Mynster vandt over ham.
Grundtvig kom alligevel til selv at konfirmere sine Sønner,
thi den
19
. Marts
1839
blev Præstekaldet ved Vartov Hospital
ledigt, og Kongen lod ham da hemmeligt gennem Kammer
junker Reedtz i Udenrigsministeriet og Mr. Browne af det
engelske Gesandtskab vide, at vilde han søge Vartov, skulde
han faa det. Grundtvig havde længe haft Øje paa Vartov
som et Sted, hvor han kunde faa en taalelig Præstestilling,
idet der ingen anden Sognemenighed hørte til end de stille,
gamle Folk i Hospitalet. Men paa »hemmelige Efterretninger«
vilde han ikke søge Embedet. Han gik da til Kongen og
spurgte sig for. Og da Kongen sagde: »Jeg giver aldrig
*) Dette er, som man veed, urigtigt. Biskop Munter havde af
egen Tilskyndelse ordnet Forvaltningen for ham.