157 / 245
153
skopper Laub og Martensen og den senere Vartovpræst C.
J. Brandt.
L a u b omtaler i et Brev til sin Fader Grundtvigs Præ
diken saaledes: »Han begynder i en svag, ensformig, søvnig
Tone, men man falder ikke i Søvn. Det varer heller ikke
længe, før han taler i et andet Tungemaal, om end med
samme Tunge. Han fører sine Tilhørere med sig i eet fort;
de kan ikke forudse, hvor han vil hen, men derfor heller
ikke falde i Tanker undervejs. Uden Orden, men vel ikke
uden Sammenhæng, uden synderligt Ophold gaar Talen gen
nem alle Regioner: de høje, det dybe, det platte, gennem
Ild og Vand; men den dvæler ogsaa i dejlige Paradiser med
Bjergenes rene Luft og de moderlige Dales lune Vinde og
Paaskemorgensol i Horisonten.«
M a r t e n s e n giver ogsaa en Karakteristik af Grundtvigs
Prædikener, der imidlertid passer nok saa godt paa »S ø n-
d a g s b o g e n«, som han ogsaa udtrykkelig nævner, som paa
» P r æ d i k e n e r f r a F r e d e r i k s k i r k e n « , som disse nu
i Udvalg foreligger i Trykken. Han fandt hos Grundtvig pro
fetiske Syner med stort universalhistorisk Blik; men han
savnede »det til vort indre Menneske talende, det sjæle
plejende og sjæleførende, det, der gaar ind paa de indre
Veje og de indre Tilstande«. Grundtvig var efter hans Op
fattelse saa greben af sine store Syner, af det verdens- og
folkehistoriske, af det Verden og Tiden forbedrende og om
dannende, at han ikke fik Tid til at beskæftige sig med det,
der hørte til de enkelte Sjæles Forbedring, Opbyggelse og
Trøst. Dog vil han paa ingen Maade have sagt, at dette ganske
fattedes; kun at det psykologiske og det etiske var det sva
geste, det historiske og profetiske det stærkeste hos ham.
B r a n d t skrev i sin Dagbog, da han (
15
. November
1835
) første Gang havde hørt Grundtvig: »Jeg var til Aften
sang i Frederiks tyske Kirke og hørte en evangelisk Prædiken
af min Barndoms Helt, Pastor Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
Med inderlige Følelser betraadte jeg Kirken, hvor jeg skulde
se og høre en af Danmarks største Digtere, denne varme,
Ven af Danmarks Sprog, Mytologi og Historie, kort sagt af
alt, hvad dansk er, denne sande danske Forfatter, denne
Kristendommens djærve Helt, den Mand, jeg saa ofte i barn
lig Henrykkelse havde beundret — og jeg skuffedes ikke.« -—
Grundtvig blev i Løbet af disse Aar klar over Nødvendig
heden af større k i r k e l i g F r i h e d og skrev en Række