164 / 245
160
GRUNDTVIG, KRISTIAN DEN OTTENDE
OG KAROLINE AMALIE.
F
rederik den Sjette døde den 3. December 1839, og da
han, trods de ubegribeligt Statsfejl, han havde begaaet,
altid utrættelig havde arbejdet for sit Folks Vel efter sin
bedste Indsigt og altid havde været Grundtvig god, saa var
det naturligt, at han blandede sin Røst mellem de andre
Digtere ved Kongens Bortgang og skrev den storladne Sang:
»Hvem rejser bort saa sent i Kvæld
og med saa start et Følge?
Hvem gælder Danemarks Farvel,
skyhøje Tonebølge,
hvis Mage kun i Hedenold
var Danemænds Farvel til Skjold« osv.
Grundtvigs Taler og Sange paa forskellige Steder og
ved forskellige Lejligheder i Anledning af Kongens Bortgang
svulmede op til en hel Bog: » K æ r m i n d e r t i l K o n g F r e
d e r i k d e n S j e 11 e s K r a n s«, for hvilken Dronning Marie
bød ham til sig og takkede ham venligt. — Hvor god imidler
tid Frederik den Sjette havde været Grundtvig, saa havde han i
den Grad været afhængig af Mynster, at han bogstavelig
ikke turde gøre det gode for Grundtvig, han gerne vilde; i
kirkelige Spørgsmaal havde han i Grunden været Mynster
lydig. Men under den nye Konge blev det anderledes. »Hos
den nye Konge gældte Grundtvig mere«, siger Mynster, ikke
uden Bitterhed. Og Clausen siger, at under Kristian den Ot
tende og hans Dronning var Grundtvig stærk nok til at sætte
— ikke Himmel og Jord — men i Stilhed alle Hoffets Mag
ter i Bevægelse.
Den nye Konge og Dronning havde længe været opmærk
somme paa og næret en vis Sympati for Grundtvig. Allerede
1815 havde Karoline Amalie den Tanke om ham, at det var
ham, der skulde bringe Liv ind i den iskolde Kirke; og
Aaret efter havde Prins Kristian med den mest spændte Op
mærksomhed lyttet til den Tale, han holdt ved sin Onkels,
Biskop Balles, Grav over Teksten: »Saa er da en Høvding
falden i Israel«.
XII