170 / 245
Men Dronningens og Grundtvigs fælles Ven P. Rørdam
der var bleven Sognepræst i Mern, bad Grundtvig om at
sende ham et Parti af de Sange, Grundtvig var brændt inde
med: »dem med Katten«.
Grundtvig ansaa den Gang den kongelige Enevælde i
Forening med fuld Pressefrihed for den bedste Regerings
form: »Kongehaand og Folkestemme, begge stærke, begge
fri«, det var den Gang hans Løsen. Og han var en ivrig
Lovtaler over den enevældige Konge i stærk Modsætning til
det national-liberale Parti, der rejste en bitter Stemning mod
Kongen, fordi han ikke vilde give en saakaldt »fri Forfat
ning«. Denne Stemning kom paa en helt uhyggelig Maade
til Orde den 22. Maj 1840: Kongeparrets Sølvbryllupsdag.
Paa den Dag løb Linjeskibet »Kristian den Ottende« af
Stabelen, det, der siden sprang i Luften ved Egernførde den
5. April 1849. — Grundtvig havde til Højtiden skrevet en
Sang, hvori han siger, at Kongen og Dronningen er skæn
kede os af Himlens Gud, og ønsker, at de maa trone i Vælde
og blomstre med de danske Vange, som de paa Sølvbryllups
dagen staar glade og blomstrende. Men Dagen var ikke saa
solbeskinnet, som Sangen forudsætter; thi da Kongen og
Dronningen fra Nyholm vendte tilbage til Amalienborg, var
Pladsen vel saa fuld af Mennesker, saa Kongeparrets Vogn
havde den største Møje med at komme frem ; men Mængdens
Holdning var mørk og uvenlig. Kongen og Dronningen hil
ste venligt til begge Sider, men til bedækkede Hoveder. Om
Aftenen var der Balparé paa Slottet, mens Mængden udenfor
haanende raabte: »Nu skal vi alle spare« — Kongens Ord
til en af de mange Deputationer, der havde hjemsøgt ham.
Sagtens var det denne Stemning i København, der gjorde,
at Kongen den 28. Juni lod sig krone i Frederiksborg Slots
kirke. Som Festskrift til Kroningen besørgede Grundtvig en
lærd Tekstudgave af det angelsaksiske Digt »Føniksfuglen«
med en fri Fordanskning og en poetisk »Efterklang«. Han
skrev Festsang baade til Kroningen og Salvningen, en »Folke
sang paa Kroningsdagen« og »Kongens Skaal«, »Dronningens
Skaal« og »Holger Danskes Skaal«. I en af disse kommer
hans Uvilje mod den saakaldte »Konstitution« for Dagen:
»Det er kun Fjas at være Drot,
hvor alle Mand vil raade;
det er ej nemt at gøre godt,
naar Vrag man slaar paa Naade.
166