167 / 245
163
han havde lovet, hvis han blev fri for Censuren. De holdtes
fra den 20. Juni til 26. November, tre i hver Uge kun afbrudte
af Sommerferien fra midt i Juli til sidst i August — i alt
51 Foredrag, der alle drejede sig om det sidste halve Hundred-
aars Historie fra 1788, da hans historiske Erindringer be
gyndte, og til 1838, da Foredragene holdtes. Der var et
saadant Tilløb til disse Foredrag, at hver Siddeplads var op
tagen fra en halv til en hel Time, før Foredraget begyndte.
Gangene var stuvende fulde til helt ud paa Trappen, selv
paa Katederets Fortrin tog 7-—8 Stykker Plads. Og det var
Tilhørere, han kunde tiltale og komme i levende Forhold til.
Herom skrev han 17. November til Gunni Busck: »Med
Forelæsningerne er det, Gud ske Lov, lykkedes langt over
Forventning; thi der er propfuldt og en Del udenfor, og jeg
er for saa vidt færdig, at alle de store Begivenheder har vi
mønstret, og England har vi saa smaat berejst; paa Mandag
skal vi se at komme hjem over Hamborg og slutte med lidt
Snak om vore egne Smaating: Ingemann, Krønikerne, Folke-
raadet, Sognebaandets Løsning og den danske Højskole . . . .
Gud være lovet, som har opladt en Del af de unges Øren.
Han lade Sæden falde i god Jord og give Vækst, som han
er ene om! . . . . Jeg har altid troet, at naar man paa en
skikkelig Maade kunde gøre Danmark glad, da gjorde man
derved Danmark saa godt, som det kan blive, og at det er
bedre end alle de store Riger; og nu ser jeg klart, at Gud
har givet mig at kunne bidrage en Del til Danmarks Glæde,
derfor er jeg ogsaa glad og tvivler ikke paa, at Vorherre
vil gøre sit til det samme paa Maader, som overgaar vor
Forstand.«
Tilhørernes Glæde over Foredragene fik et smukt Ud
tryk den sidste Aften, da man fra alle Sider kappedes om
at sige ham Tak for de ildfulde, manende Ord, han havde
talt. — Den skarpe Kritiker P. L. Møller og den siden saa
bekendte, fine Lyriker H. V. Kaalund havde skrevet hver sin
Sang, og Fr. Hammerich og Frederik Barfod takkede ham i
begejstrede Ord under bevæget Tilslutning fra Tilhørerne,
der den Aften havde optaget alle de Pladser i og uden for
Salen, hvor der var mindste Mulighed for at høre et Ord, en
Time før Foredraget begyndte.
Det var maaske lige saa meget den Opsigt og Omtale,
denne Foredragsrække vakte, som det stærke Indtryk, Prin
sesse Karoline Amalie havde faaet af Grundtvig, der i For-
Il*